0 kommentarer

Blottet for dig af Sylvia Day

af d. 21. november 2012
Info
 
Sideantal

413

Udgivet

2012

ISBN

978-87-400-0876-0

Originaltitel

Bared to you

 

Hypen omkring den nye bølge af såkaldt mummy porn (husmorporno) i bogform, der gennembrød lydmuren med den britiske forfatter E.L. James’ trilogi “Fifty Shades of Grey”, har været voldsom og afstedkommet et hidtil uhørt eksplosivt bogsalg overalt i verden.

Nu er så udkommet første del af en ny trilogi i samme genre, “Blottet for dig – En Crossfire-roman” af Sylvia Day fra Californien, der har skrevet talrige storsælgende romaner inden for den romantiske genre og før sit fuldtidsforfatterskab havde en vidtspændende fortid som bl.a. medarbejder i en forlystelsespark og russisk sprogofficer for den amerikanske efterretningstjeneste.

“Blottet for dig” er Sylvia Days store internationale gennembrud – bogen, der udkom i USA i sommeren 2012, blev øjeblikkeligt en kæmpe succes med 1,7 millioner solgte eksemplarer over there og er nu udgivet i 34 lande, samtidig med at nummer to i trilogien, “Spejlet i dig”, er strøget direkte ind på førstepladsen på New York Times’ bestsellerliste.

Jeg har ikke læst “Fifty Shades of Grey”-bøgerne og har således hverken forhåndskendskab til eller forudfattede meninger om denne nye romantrend, men læsningen af “Blottet for dig” tog mig omgående på en uventet – men ubetinget velkommen – tur i tidsmaskinen tilbage til præpuberteten, hvor jeg skrev ultraromantiske stile, dekorerede dem med ugebladsudklip af flotte mænd (bl.a. Neil Diamond, Ole Ernst og Jan Priiskorn Schmidt fra “Min søsters børn”) og skjulte det hele i skibsbriksskuffen. Og ikke mindst dengang jeg smuglæste øjenopspærrende pornobøger i naboens bryggers (indrettet som et veritabelt bibliotek), når min familie med jævne mellemrum var på aftenkaffevisit hos dette venlige ægtepar next door.

Men jeg må erkende, at “Blottet for dig” overgår selv mine allermest romantiske ungpigefantasier om det modsatte køns fortræffeligheder – samtlige mandlige karakterer i romanen ligger suverænt på førstepladsen med hensyn til både skønhed, rigdom, maskulinitet og virilitet, intelligens, karisma, fysisk styrke og tiltrækning etc. etc. Til gengæld når romanens beskrivelser af de seksuelle udfoldelser ikke tilnærmelsesvis på højde med de gamle pornobøger, for der er kun tale om vaginal- og oralsex – også kaldet vanillesex.

Men i det mindste beskrives kønsakterne udførligt her, hvilket af en eller anden mystisk grund er sjældent forekommende i moderne litteratur (hvor blev pornobøgerne i grunden af – uddøde de bare helt efter indtoget af pornofilm på video, dvd og internetmedierne?). Og da tillige handlingen i “Blottet for dig” er henlagt til pragtfulde Manhattan, får bogen alligevel thumps up herfra!

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter