Blink blink af Kaori Ekuni

Shoko og Mutsuki er et ungt nygift ægtepar, der på skift fortæller historien. Han er læge, der punktligt tager af sted hver morgen til hospitalet, og hun har et deltidsjob som oversætter af italiensk. De er venner og lever sammen i et proformaægteskab.

En højst mærkværdig fortælling, der virker lige så renset som et sort-hvidt stykke grafik.
Trods det meget enkle univers er der mange følelser, meget charme og munterhed og bizarre elementer. Som den næsten levende plante, som Shokos overvældende grådanfald eller de sanselige observationer af ægtemandens ansigt og af hans kørsel gennem natten på vej fra sin elsker Kon.

Spørgsmålet er om fortællingen rigtig forløses eller bliver levende? Jeg gafler den stramme komposition i mig, den indsnævrede verden med det lille persongalleri og enkelheden, der også afspejler sig i deres næsten sterile og pinligt rengjorte lejlighed. Og jeg “tankegoogler” alle japanske “billedhits” frem fra min indre harddisk for at få billeder på Mutsuki som lægen på hospitalet og Shoko med den permanente whiskysjus i hånden (ikke særligt japansk?!). De poetiske titler på kapitlerne, hvoraf nogle er titler på malerier, f.eks. “De sovende” og “Den, der sår stjerner” er med til at sætte den poetiske og følsomme stemning, og hvad er det så, der mangler alligevel?

Jeg elsker romanen for dens enkelhed og insisteren på et sært projekt, som minder mig om at være 22 igen og tumle med at indrette mit liv. Men fortællingen kommer ikke 100 procent ” frem på scenen”. Måske sker det næste gang jeg læser den.

Lån bogen på bibliotek.dk