605
2013
978-87-7129-102-5
Blackjack
1.udgave
”Blackjack” er en moppedreng af en politisk spændingsroman om agenten i M16 John Norton og hans lille gruppe af meget nære medhjælpere. Meget fængende, men en anelse for omstændig. Ingen tvivl om at Lars Ørlund kender det politiske spil og ved hvad der rører sig i mellemøsten og på det afrikanske kontinent, men lidt mindre politisk historik havde ikke skadet. Et overblik er nok til stadig at give sammenhæng i et meget fint plot. Når det er sagt, så kan jeg ikke komme uden om at det er en fantastisk bog, hvor jeg som læser bliver hevet gennem Europa og de sydafrikanske lande i en hæsblæsende jagt på en skjult organisation. Hvad der starter med fundet af en strandvasker i Skotland, ender med katastrofehjælp i Afrika og samarbejde mellem al-Shabaab og magtfulde mænd, som er vidt forgrenet ind i toppen af de cirkler der i dag udgør den politiske eliten. Men er katastrofehjælpen nu også den hjælp som det ser ud til…? Ikke helt, for befolkningsvæksten i ulandene er en trussel mod den eksisterende magtbalance og hvis ikke der bliver grebet radikalt ind, ender det med en verdensomspændende katastrofe. Her er ingen fine følelser og midlet helliger målet, så skidt med de menneskelige omkostninger. Som læser kan man ikke lade være med at tænke…”ja, der er nok noget om det” for balancen mellem fiktion og virkelighed bevæger sig på en knivsæg.