Biler og dyr af Helle Helle

Det eneste der ikke er godt ved ”Biler og dyr” er længden. Den er alt for kort. I denne novellesamling excellerer Helle Helle i det usagtes kunst. På 1½ side fyldes læseren af anelser og fornemmelser, der tilsyneladende er helt for egen regning. Der er i hvert fald ingen i fortællingerne, som rigtig siger noget? Det interessante er netop det, der ikke siges. Der snakkes uafbrudt i ”Biler og dyr”, men hele tiden parallelt med det væsentlige. Det det i virkeligheden handler om undviges, tales der uden om og hen over, og dét er utrolig sjovt.

På overfladen virker det hele almindeligt og ligetil. Tag nu titlerne ”Indsamling”, ”Globryllup” og ”Tirsdag nat”. Hvad er det for noget prosaisk pjatteri? Det er røgslør, det er, hvad det er. Det handler absolut om en indsamling eller et globryllup, men kun perifert.

I novellen ”Tirsdag nat” sidder ægtemanden pludselig og slår i dynen, midt om natten. ”Så kan du godt tie stille”, siger han til sin kone og smækker truende hænderne fladt sammen foran hendes ansigt. Fra at være paf og noget fjendtligt indstillet over for denne aggressive mand, ender man endnu mere paf og forundret, gal på konen, der er enormt irriterende på en sjovt udramatisk facon. Sympatien tager en pludselig kovending i takt med novellen, og det er rigtig god læsning.

Yndlingsnovellen fra ”Biler og dyr” er ”Sit eget system”. En kvinde har bestilt en mand til at komme og beskære æbletræet. Fra vinduet betragter hun manden, der må siges at gøre tingene på sin egen måde. Det er ikke lige sådan, hun havde tænkt sig, det skulle foregå, men hun gør ikke noget ved sagen. Hvorfor dog ikke? Hun ved det ikke, og du får det heller ikke at vide, med mindre du læser novellen. Og der er stadig ikke nogen garanti for, at du forstår hende.

”Biler og dyr” er Helle Helles anden novellesamling.

Lån bogen på biblioteket