240
2022
9788770859080
Oversat af Dennis Jacob Rosenfeld
På trods af navnet er der ikke mange fællestræk med Batman. Grisen Gary bliver ved et hændeligt uheld bidt i trynen af sine veninde der tilfældigvis er flagermus. Straks oplever Gary at have overmenneskelig (for det hedder vel ikke overgriselig?) styrke og evne til at få andre og sig selv til at flyve, blot ved tankens kraft.
Det er mange, mange år siden at den første spoof på de amerikanske superhelte fandt frem til bladkioskernes diske. Ergo vil det være en overdrivelse på nogen måde at påklistre Batgris et aura af originalitet. Men der er en em af noget sympatisk over grisen, for Harrell har med sin tegnestil og humor helt bevidst søgt at ramme noget meget infantilt. Og det lykkes. For humoren har fået den hårdt med en grov toiletbørste, og Harrell undgår en nærliggende fækalieparade ved at lave sine pointer mere dumme end klamme. Infantil er ordet, og infantil og imbecil er absolut ikke det samme. På tegnesiden efterlignes netop noget meget simpelt, der sagtens kunne høre hjemme i et magasin for halvstore børn. Både baggrunde og figurer er holdt i streg der ikke direkte disneysk, men med samme sans for at økonomisere med detaljerne. Til gengæld er bogen spækket hele vejen igennem med forklarende tekst. Hvor en god fortæller, der samtidig har styr på billede og sideopbygning, kan fortælle alt gennem billeder og talebobler, fortæller Harrell egentlig alt muligt der ikke er nødvendigt. Bogen kan sagtens læses selvom man springer over tekstforklaringerne, der er så talrige at man uvægerligt hurtigt begynder at skippe dem. Men som en parodi på marvel og DC’s serier, er der en mening med teksterne, for mastodonternes serier er ind imellem også plastret til i tekst.
Forholdet mellem Gary og hans to venner, flagermusen Brooklyn og fisken Carl, er præget af halvstore børns konflikter og succeser. Carl tror de to andre har hemmeligheder for ham, føler sig holdt udenfor, og forsøger at hævne sig ved at få Gary til at drikke en meget klam drink. Desværre vælter drinken ud over Carls kælefirben, også er helvede løs i laksegade, for firbenet bliver til en gigant der tramper huse ned og citerer en bog med lokumsvitser. Sådan er humoren, sådan er stilen. Batgris vil være et hit for en læselysten 9-årig. Eller en voksen der stadig bærer barnet i sig.