291
2010
978-87-7677-172-0
Vargens lilla lamm
Den lille Svanehvidt vokser op som sin fars øjesten, han har forkælet hende som den yngste med 5 ældre søstre og ladet hende vokse op som den søn han aldrig fik. Dermed er Svanehvidt en noget atypisk pige for sin tid. Det kniber voldsomt med pengene for Svanehvidts forældre trods det at facaden som ejere af et smukt slot ser fornemt ud. Forældrene inviterer til stor fest i håbet om at tiltrække rige potentielle ægtemænd til Svanehvidts søstre som nu er i den giftefærdige alder. Den magtfulde fyrst Radagais dukker op sammen med sin bror og mod forventningen bliver Svanehvidt en af dem som må drage bort med en ny ægtemand ved sin side. Hun må nu sammen med sin ene søster finde sig tilrette på det uhyggelige slot i den dystre Trylleskov og ved ikke hvem der er ven eller fjende – for faktum er at fyrst Radagais og hans bror Barim stræbes efter livet, og fyrst Radagais´ tidligere hustru levede kun ganske kort før hun blev myrdet.
Handlingen er ganske spændende, for Sandemo beskriver så fint den dystre stemning i slottet og de forfærdelige handlinger som foregår der. En ting irriterede mig dog, og det var Svanehvidts unge alder – umiddelbart passer den ikke særlig godt sammen med hendes karakter i bogen og samtidig er det også væmmeligt at tænke på at så ung en pige giftes bort til en noget ældre mand, selvom det måske var skik og brug på den tid. Når jeg ser bort fra den irritation, synes jeg dog at bogen fanger godt og er bedre end normalt for den genre af bøger.