Autonauterne på kosmostradaen af Julio Cortazár og Carol Dunlop

En forelsket ode til langsomheden, sidevejene og den parallelle virkelighed, der eksisterer ved siden af hovedsporet. Og en poetisk ekspedition på et usædvanligt territorium.

D. 23. maj 1982 begav den argentinske forfatter Julio Cortázar og den canadiske fotograf Carol Dunlop sig af sted på en bemærkelsesværdig rejse. De havde sat sig for at køre fra Paris til Marseille i deres røde folkevognsrugbrød med et særligt koncept:

• besøge samtlige rastepladser undervejs, to om dagen
• overnatte på den sidste af dagens to rastepladser
• kortlægge stort og småt og skrive en bog om ekspeditionen

Turen varede en måned, og de opdagelsesrejsende opholdt sig undervejs på 65 rastepladser.

Forinden havde parret flere gange været angrebet af ”skrøbelighed”, og for at komme til kræfter tog de til Serres hos nogle venner for at blive plejet. På hjemvejen fra Serres til Paris fostrede de idéen på selvsamme motorvej, som de senere skulle få en helt ny oplevelse af.

Bogen er bygget op med afsnit, der veksler mellem filosofiske betragtninger over ikke kun motorvejen og rastepladsernes liv, men også livet generelt, og så mere skematiske observationer, der oplister dagens geografi, tidspunkter for afgang og ikke mindst dagens menuer. I de mere fabulerende tekster viser det sig kun indirekte, om det er Julio eller Carol, der svinger pennen.

Indledningen virker i første omgang lidt lang og floromvundet – med gentagne adresseringer til læseren som ”Blege læser”!!! Men lige så stille lader man sig indfange til et legende univers, hvor ikke kun læseren omfattes af kærlig henvendelse, men hvor det elskede røde folkevognsrugbrød, Fafner, bliver en levende deltager, ligesom diverse fantasivæsner, der har det med at snige sig ind i teksten. Det legende viser sig desuden som referencer til verdens mange andre vigtige ekspeditioner og ved, at hovedpersonerne også træder ud i teksten under andre navne: Carol som Osita, den lille bjørn, og Julio som El Lobo, ulven.

Fortællingen er poetisk og charmerende. Den har en stille humor i sin synsvinkel, der træder et par skridt tilbage fra den måde, vi sædvanligvis kender motorvejen på.

…….”næsten alle ankommer på parkeringspladsen med et udtryk, som om de har fuld blære eller tom mave, og det er ikke noget, der dækker over intelligens eller følsomhed. De tisser, spiser (næsen altid stående, næsten altid sandwich) og flygter, som om parkeringspladsen var fuld af krokodiller og slanger.” (s. 154)

Giv dig tid til poesi i en lille fransk tidslomme!

Lån bogen på biblioteket