Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Marie-Laure LeBlanc bliver blind som 6-årig. Hun bor i Paris med sin far, der forguder hende og tålmodigt lærer hende blindskrift og at gebærde sig på egen hånd. Han konstruerer en perfekt miniaturemodel af deres kvarter, så hun kan fornemme afstande og proportioner. Hver dag går hun med faren på arbejde på det naturhistoriske museum og fordriver tiden blandt støvede professorer og tusinder af plante- og dyrearter. Alting opleves via hendes følsomme fingre og åbne sind.
Da tyskerne bomber Paris i foråret 1940, må den blinde pige og hendes far tage flugten til fods. Målet er den pittoreske kystby, Saint-Malo. Skjult blandt sine få ejendele medbringer faren en stor blå sten. Muligvis drejer det sig om en hundred og treogtredive karats diamant, som museet vil bringe i sikkerhed for fjenden. Nogle påstår, der hviler en forbandelse over diamanten, men det må jo være ammestuesnak.

I Wien læser den kræftsyge ædelstensekspert von Rumpel om Flammernes Hav, som diamanten kaldes, og en ubønhørlig jagt på den værdifulde sten går ind. Den kan nemlig blive en af hovedattraktionerne på det enorme Führer-museum med alle verdens vigtigste artefakter, som Hitler forestiller sig anlagt i Linz.

På et børnehjem i en trist mineby i Tyskland vokser den forældreløse Werner Pfennig og hans søster Jutta op til en udsigtsløs fremtid. Men allerede som 10-årig demonstrerer Werner et næsten genialt talent for elektronik. Af stumper, han finder på en losseplads, bygger han en radio, så hele børnehjemmet kan følge med i, hvad der foregår ude i verden. Og det er ikke småting, for Nazityskland har fået stormagtsdrømme.

Werner bliver optaget på en nazistisk eliteskole på et gammelt slot. Her står den på brutal fysisk træning, men også muligheden for at arbejde med de fineste instrumenter og materialer i det flotte, skinnende laboratorium. Sammen med sin lærer konstruerer Werner et pejleapparat, der kan bruges til at opspore modstandsfolk. Werner får fortjent ros, men ser pludselig bagsiden af medaljen, da hans bedste ven udses til prygelknabe for de skruppelløse klassekammerater på grund af sit svage syn.

I august 1944 krydses Marie-Laure, Werner og von Rumpels veje endelig. I Saint-Malo, “den sidste havneby i Bretagne under tysk kontrol”. Alle har været grueligt meget i løbet af de sidste fire år, og nu kulminerer rædslerne under et voldsomt allieret bombardement. Marie-Laure bor i sin grandonkels høje, smalle hus med de gode radioforbindelser, mens Werner og von Rumpel er i byen i hver sit ærinde. Alt står i flammer: “Et eller andet sted fra kommer lyden af ild, som tørrede roser der bliver krøllet i en næve.”

Anthony Doerrs krigsroman “Alt det lys vi ikke ser” er spækket med rammende metaforer af den kaliber. Hvordan dramaet ender, skal naturligvis være usagt, men jeg kan røbe så meget, at slutningen er uendeligt tilfredsstillende og forbløffende u-banal – som hele resten af denne lange bog, der er en stor, stor læseoplevelse. Spændende, vedkommende, vidende, velskrevet.

Lån bogen på biblioteket