61 timer af Lee Child
En advokat modtager en stribe ordrer fra en ækel fange i et fængsel i South Dakota, og nedtællingen begynder. Fra nu af er der 61 timer igen. 61 timer til – vi ved ikke hvad, men uden tvivl noget katastrofalt.
Straks efter forulykker en bus på de isglatte veje i den nærliggende by, Bolton. Ombord på bussen befinder sig Jack Reacher, og det er et lykketræf for det stedlige politi. For de presses fra alle sider af en gruppe farlige bikere, en magtfuld mexicansk narkobaron og ikke mindst en iskold morder, der har fået ordre om at gøre gamle Janet Salter tavs. Salter er nemlig kronvidne i sagen, der kan fælde alle de fæle forbrydere.
Den dødbringende vinterkulde i South Dakota med temperaturer ned til minus 35 grader gør det svært for politiet, der prøver at beskytte Ms. Salter. Reacher beslutter sig for at hjælpe de trængte ordenshåndhævere, men selv han kan ikke forhindre drabene på to mennesker, der begge er dybt involverede i den spegede sag. Morderen er ved at have indstillet sigtekornet.
Imens flyver den modbydelige narkobaron Platon fra sit luksuspalæ i Mexico op til den amerikanske fimbulvinter. Ombord i sin private Boeing 737 har han en håndfuld svært bevæbnede mænd, der skal hjælpe ham med at afslutte sagen i Bolton. Hvis alt lykkes, vil en del mennesker dø og Platon blive temmelig meget rigere, end han allerede er.
Tiden for det endelige opgør tæller ubønhørligt ned. Time for time. Det er faktisk ganske spændende, og Lee Child skal have ros for at holde kortene tæt til kroppen hele vejen i mål.
Desværre forekommer helten, Jack Reacher, mere end en kende usandsynlig. 195 cm høj, stærk som en bjørn, ekspert i alt fra håndvåben til kampsport, bedre til deduktiv tænkning end Sherlock Holmes, arret på både sjæl og legeme, men flot alligevel. Jan Guillous superhelt Hamilton er en svagpissende amatør ved siden af.
“61 timer” er (mindst) tyvende bog i Reacher-serien, og flere er på vej. Kulørt læsning til stunder, hvor hjernen er sendt på ferie.
