2666 af Roberto Bolaño

– Jeg forstår ikke noget af det du siger, sagde Norton.
– Jeg har heller ikke sagt andet end vrøvl, sagde Amalfitano.

Ordvekslingen finder sted på side 152 i Roberto Bolaños megaopus “2666”. Der resterer endnu 900 sider, og den mistroiske læser frygter med en vis ret, at de to personer i virkeligheden siger noget fundamentalt om selve bogen, hvori de optræder.

Helt så galt er det heldigvis ikke fat. Men man skal igennem ufatteligt meget sniksnak for at finde en art rød tråd. Anmeldere verden over er gået fuldkommen i selvsving over Bolaño, og han skriver skam også godt. Rigtigt godt, endda. Men han er et sludrechatol, der ikke kan introducere en eller anden perifer biperson, uden at vedkommendes livshistorie skal udmales på de næste 10-15 sider. Og værre er det næsten, at samtlige karakterer drømmer ganske detaljerede drømme, som er nok så fantasifulde, men intet har med handlingen at gøre. For mig er det en effektiv showstopper.

For at gøre en lang, m-e-g-e-t lang, historie kort består “2666” af fem bøger, der kun løseligt hænger sammen. I første bog mødes fire forskere af forskellig nationalitet om deres fælles lidenskab for den mystiske tyske forfatter Archimboldi. De kærester lidt på kryds og tværs, dyrker de mytiske tekster og prøver at finde den forsvundne Archimboldi. Sporene fører til den mexicanske by Santa Teresa, hvor de møder læreren Amalfitano. Anden bog er helliget Amalfitano (og hans ekskone og denne kærester m.fl.), der er havnet i Santa Teresa ved et tilfælde, men nu er dybt bekymret for, om datteren Rosa skal blive offer for en umættelig kvindemorder. I tredje bog tager den sorte journalist Fate til Santa Teresa for at dække en boksekamp, men indfanges af historien om de mange kvindemord. Fjerde bog er helliget kvindemordene, mens femte bog gør værket til en slags ringkomposition ved at have den sære forfatter Archimboldi som hovedperson. Ingen af bøgerne har en egentlig slutning, læseren kan selv digte videre.

Byen Santa Teresa hedder i virkeligheden Ciudad Juárez og ligger lige syd for grænsen til USA. Her finder en af de mest forbløffende forbrydelser i nyere tid sted, nemlig voldtægterne og mordene på hundredvis af purunge kvinder, fra 10 år og opefter. Lidenskabsløst opremser Bolaño mord efter mord med angivelse af ofrets alder, højde, hårlængde, hvor mange huller hun er voldtaget i, drabsmetode og ligets tilstand. De fleste politifolk beskrives som mandschauvinistiske, korrupte, dovne, brutale svinepelse, der håner ofrenes familier, lemlæster uskyldige og får beviser til at forsvinde. Mexicos turistmyndigheder har næppe godkendt bogen, for den tegner et grumt billede af det store land og dets myndigheder. (Wikipedia anslår, at 5.000 kvinder er myrdet i byen siden 1993!).

Bolaño er lærd og belæst på samme demonstrative måde som Umberto Eco. Og død på samme tragiske vis som Stieg Larsson – inden bogen udkom og blev en verdensomspændende succes. Et interessant, men noget trættende bekendtskab.

Lån bogen på Bibliotek.dk