1913 – Århundredets sommer af Florian Illies

Vi stiller om til Billed-Bladets tysk-østrigske afdeling for finkultur omkring århundredskiftet… Vores udsendte modarbejder, Florian Illies, har samlet en masse petitstof om datidens kulturpersonligheder og udgivet det i bogform.

Illies vælger at fokusere på 1913, lige inden Første Verdenskrig bryder ud, og gennemgår nu året måned for måned. Hvem gjorde, sagde, tænkte, malede, spillede hvad hvornår? Et voilá, meine Damen und Herren: “1913 – Århundredets sommer”.

Kafka skriver “Forvandlingen” – men er vist mere optaget af at korrespondere med Felice, som han både bejler til og prøver at skræmme væk; vældigt neurotisk.
Picasso er ved at forlade kubismen – men har især travlt med at kneppe omkring i Frankrig.
Thomas Mann er i gang med “Felix Krull” – men er måske også ved at springe ud af skabet.
Stravinsky vækker skandale med “Sacre de Printemps”, men støttes af 12-tonemesteren Schönberg.
Hitler sælger sine smørerier i først Wien, siden München, mens hans hadske politiske vækkelse vokser.
Stalin opholder sig i Wien samtidig med Hitler – og de to møder måske, måske ikke hinanden i en park.
Freud og Jung bryder med hinanden og lider begge svare kvaler under ‘fadermordet’.
Rudolf Steiner opfører antroposofiens nye hovedkvarter.
Louis Armstrong får stukket en trompet i hånden osv. osv.

Joeh, de nævnte eksempler er mådeligt interessante og uddybes skam også, som månederne skrider frem. Men indimellem er der de myriader af updates om ukendte eller lidet kendte tyske kulturpinger…

Et eksempel på en af de korte af slagsen: “Den 29. marts holder Karl Kraus et foredrag i Vierjahreszeiten-Saal i München. Blandt gæsterne er Heinrich Mann. Venlig applaus.”

Og en anden: “Rudolf Martins smukke bog Adelige millionærer i Nordtyskland i 1913 udkommer. Heri opregnes 917 adelige fra Pommerne, Schlesien, det gamle Preussen, Sachsen og Brandenburg, der hver især har en disponibel formue på mere end en million rigsmark…”

Who cares?

Jeg skal medgive, at dele af bogen må være spændende læsning for kulturaficionados, der drømmer om lidt småsaftigt baggrundsstof om heltene fra dengang. Ligeledes er den konsekvente fokus på Det Moderne en god og pudsig vinkel – i 100 års retrospekt. Men over halvdelen af bogen vil næppe interessere mere end en håndfuld danskere med speciale i tysk kulturhistorie anno dazumal – for de omtalte personer er komplet ukendte heroppe. Og hvad er så pointen med at læse sladder om den?

Gyldendal burde have redigeret kraftigt i stoffet – eller advaret sagesløse læsere om, hvad der venter dem. Denne advarsel er hermed givet. At Hans Hertel fra Politiken kalder bogen et mesterværk, siger mere om hans egen misundelsesværdige lærdhed end om det publikum, han formodes at anmelde for.

Lån bogen på bibliotek.dk