160
1999
87-7394-553-6, 978-87-7394-553-7
‘101 mak og mesterværker’ læner sig tæt op af Kiddes ‘Ækle æventyr’. Med rundsave på albuerne gennemgår Kidde 101 udvalgte litterære værker.
‘101’ er en ‘nedslagsbog’ for de af os, der enten ikke orker at læse alle de murstenstykke klassikere, eller de som kender klassikerne og trænger til at få dem genopfrisket. Det er måske endda en fordel at kende historierne i forvejen, for der bruges ikke meget mere end en side på hvert værk. Sammenlignet med ‘Ækle æventyr’ er det temmelig fortættet. Det er kortfattede og fuldstændig misforståede genfortællinger: En satire over avisernes litteraturanmeldelser. Næsten hver eneste af de 101 får som afskedssalut en bredside a la: ‘Bogen når ikke Rasmus Klump i Pingonesien til sokkeholderne’ eller: ‘Bogen kan som helhed ikke anbefales, hvilket den så absolut heller ikke kan delvis, hvilket alt i alt er årsagen til, at jeg vil vælge overhovedet ikke at omtale den.’ Klassikerne bliver pløkket ned fra himlen med verbale atommissiler. En af Kiddes egne værker er at finde mellem de 101, og den roses naturligvis til skyerne.
Af morsomme højdepunkter kan nævnes: Ole Lukøje, Dracula og Livsens ondskab. Følgende citat stammer fra sidstnævnte:
‘Mere morsom er historien om en gammel dødbider, som er så bange for at dø, at han graver sig selv ned på kirkegården flere år før tiden for ikke at blive taget på sengen. Bogens ulidelige hovedperson Snagsted går så hen og sætter sig på ham og drikker kaffe hver sommer, mens han fortæller sjofle vittigheder, som han ved, at den gamle ikke kan fordrage. Endelig dør han, fordi Snagsted sætter sit tyggegummi i enden af det pusterør, han bruger som luftventil.’
Det er lykkedes Kidde at opdrive vaskeægte fotografier af samtlige forfattere. Her finder vi de ikke opdagede fotos af både Shakespeare, Ludvig Holberg og Daniel Defoe. Mænd der alle levede før fotoapparatets opfindelse. At personerne på fotografierne alle som en har en slående lighed med Rune T. Kidde selv, er naturligvis blot et statistisk tilfælde. Omtalte fotos har sendt undertegnede ud i talrige hysteriske latteranfald. De ‘101 mak og mesterværker’ kan læses alene for fotoernes skyld.
At der har ligget et seriøst og omstændeligt arbejde bag dette projekt vidner den usædvanligt omfattende litteraturliste om. Her et lille udvalg:
Hans Laursen: Udflugter med rundsaven i mine Arne Jacobsen-møbler.
Thomas Melau: Hvordan man spiller mundharpe midt under en tyfon.
Matsok Johnson: Åndssvage hatte indenfor Ku Klux Klan.
Tre værker som jeg hurtigst muligt skal opspore og nærstudere.
Da ‘101’ er en satire over den gængse anmeldelse, er de ultrakorte og ditto vanvittige genfortællinger svære at kapere i større mængder. Den underfundig humor kræver sit, man skal være kvik for at få alle pointer med. En hurtiglæser vil overse mange. Derfor må jeg (også af hensyn til det mentale velbefindende) anbefale at tage ‘101’ i mindre bidder.