Vikingernes verden

af Lars Poulsen d. 1. februar 2018

Vi lever i en tid, hvor rødderne, og det vi kom af, får større og større plads hos den enkelte af os. Måske skyldes det den omsiggribende globalisering, der på den ene side bringer meget godt med sig, men på den anden side kan gøre os lidt rodløse. Det er så let at blive væk i en global verden, og derfor er det så vigtigt at vide hvem vi er. Danmarks Radio har produceret den flotte serie om Danmarks historie, der giver os et lille kig ind i vores egen historie og til vore egne rødder. Men den del af historien, der er mest populær i øjeblikket, er vikingetiden. Historien om dengang mænd var mænd, og kvinder ligeså godt kunne være krigere som mænd kunne. Dengang vores land blev samlet til det Danmark vi kender og dengang hvor Danmark var en magtfaktor i verden.

Officielt begynder vikingetiden d. 8. juni 793, hvor klosteret på den lille ø Lindisfarne ud for Englands nordøstlige kyst bliver overfaldet af vikinger. Ligeså officielt slutter vikingetiden d. 25. september 1066, hvor Englands konge Harold Godwinson så eftertrykkeligt tamper livet ud af den norske vikingekonge Harald Hårderåde i slaget ved Stamford Bridge i nærheden af York (vikingernes hovedstad i England), at de overlevende vikinger straks springer i langskibene og sætter kursen mod de norske fjelde og danske fjorde. Officielt varede vikingetiden altså 273 år, 3 måneder og 17 dage. I virkeligheden begyndte den nok et par hundrede år før 793, og fortsatte endnu en kort tid efter 1066. Men hvad er det der fascinerer os ved vikingetiden? Hvorfor er lejesoldater, voldsmænd, mordere, voldtægtsforbrydere og slavehandlere så spændende? Det er de for så vidt heller ikke, men vikingerne var meget mere end det. De var dygtige købmænd, der forstod at handle i en global verden. De var fremragende politikere, der formåede at styre rundt i samme globale verden, og det med et livssyn og en kultur, der stod i skærende kontrast til den, der i resten af Europa blev mere eller mindre dikteret fra den katolske kirkes pavestol i Rom. Og så var de vanvittigt nysgerrige. De nåede langt ind i det nuværende Rusland. De opererede som lejesoldater i Konstantinopel (som de kaldte Miklagård). De opdagede Island og Grønland. De var i Amerika flere hundrede år før der var nogen, der havde tænkt på Columbus. Måske var de endda på Guldkysten i Afrika. Alt sammen uden kompas og uden Google Maps. Alt sammen bare fordi de kunne – og ville. Så vikingerne fascinerer os, fordi de kunne noget, og fordi de i den grad satte Danmark på verdenskortet. Et Danmark der en overgang dækkede en god bid af Sverige og en lige så god bid af Norge. Et Danmark der omfattede Island, Færøerne, Grønland, og hele England. Sådan! De kunne noget dengang – og det er vores forfædre, og de er en del af os, og vi ønsker at være en del af dem. For “vi” var noget dengang. Danmark var om ikke en supermagt, så dog noget, der mindede om det. Man fornærmer vist ikke nogen ved at hævde, at det er vi lige knap mere.

Udover forskellige notitser i diverse klostres årbøger, er der i vikingernes samtid ikke skrevet ret meget om dem. Vikingerne selv begrænsede sig til at hugge få velvalgte ord i sten, og resten blev overleveret mundtligt. Alene det at administrere så kæmpestort et land uden at skrive noget ned, tjener til deres ære. Og fordi de ikke skrev noget ned, var skjaldene højt værdsatte, for det var dem, der digtede om konger og slag, og dermed dem, der sagde de ord, der udødeliggjorde vikingesamfundets top. En god skjald var bogstavelig talt sin vægt værd i guld. En dårlig skjald risikerede at miste hovedet, hvilket for de fleste skjalde, sikkert har været ganske motiverende. Men det var ikke nok at kunne lave gode kvad om sin konge eller høvding. Der var et utal af sproglige regler, der skulle overholdes i forhold til deres rim. For vikingerne gjorde ikke noget halvt. At lave kvad var et håndværk på linje med at bygge langskibe.

Første gang, at nogle af vikingernes egne fortællinger bliver nedskrevet, er omkring 1225, da den islandske lovsigemand Snorri Sturluson nedskriver udvalgte sagaer om vikingernes liv, som det foregik på Island (primært). At læse disse sagaer, der indtil de blev skrevet ned, blev overgivet fra mund til mund, er at dykke ned i noget af det ypperste indenfor fortællekunst. Det er flot skrevet, og giver et helt fantastisk indblik i den verden og den kultur, der ligger til grund for den lille smule af verden, der stadig hedder Danmark (Skandinavien, hvis vi skal være rigtig flinke). Enhver der for alvor ønsker at vide noget om vikingetidens mennesker, bør unde sig selv at læse disse sagaer.

I vore dage skrives der om vikinger som aldrig før. Man kan med nogen ret hævde, at det var Frans G. Bengtsson, der i 1941 satte gang i det hele med sine romaner om Røde Orm (“Søfarer i Vesterled” og “Hjemme i Østerled”), der i dag er klassikere indenfor genren. Senere kom andre til og gav os en masse spændende og nervepirrende historier. Desværre er der en tendens til, at vikingen ofte skildres som vild og blodig og ikke ret meget andet, og det hele bliver lidt vold for voldens skyld. Men der er undtagelser, og en af dem er engelske Bernard Cornwell’s fortælling om sakseren Uhtred, der vokser op hos danske vikinger i det nuværende England. Det er noget af det bedste genren har at byde på. Her er vikingerne også vilde og blodige, og de mange slag er beskrevet så man næsten kan smage blodet, men der er også tid til at fortælle om de dygtige købmænd og statsmænd de først og fremmest var.

History Channels rædselsfulde, og på alle måder historisk ukorrekte, tv-serie “Vikings”, har sat ekstra skub i hele vikingeriet. Nye bøger om vikinger strømmer ud på boghandlernes hylder i disse år, og for en der som undertegnede, har studeret vikingetiden i mange år, er det lidt som at blive sluppet løs i en slikbutik. Der er mange gode bøger, og der er mange dårlige, men det hele skal prøves. Det kunne jo være at en eller anden forfatter valgte en helt ny vinkel på historien – som f.eks. norske Tore Kvævens fremragende værk “Hård er mit lands lov”, Lone Mikkelsens meget smukke bøger om Ragnhild og Elisabeth Lyneborgs store fortælling om “Den sidste Nordbo”.

Hvis du interesserer dig for vikingetiden, og gerne vil læse romaner om vikinger, vil jeg anbefale dig at læse lidt faglitteratur også. Bare lige for at få baggrunden på plads, for vikingerne var så meget mere end det romanerne beskriver. Til det formål kan jeg varmt anbefale Else Roesdahls lettilgængelige og meget informative “Vikingernes verden”.