Forfatter Lone Mikkelsen – Fem bøger jeg ikke glemmer

Hvordan skulle jeg kunne vælge fem bøger ud? Det er som at vælge venner fra. Mine forældre læste meget, og jeg har altid læst. Når min far eller mor ikke orkede at læse højt mere, ’læste’ jeg bare selv videre. ‘Peter Plys’, ‘Folk og røvere i Kardemommeby’, ‘Lange Peter Madsen’ og ‘Mis med de blå øjne’ er blevet udsat for mange mærkelige og dramatiske hændelser, og de havde heller ingen problemer med at optræde i hinandens bøger, hvis det skulle være.
Som voksen kan jeg kun sige, at jeg gerne læser alt, der har en vis kvalitet. Genren betyder ikke noget, hvis bogen er god. Så enkelt og banalt er det.
Så for i det mindste alligevel at sortere lidt har jeg valgt at præsentere fem bøger, som foregår i et historisk univers. Altså romaner, der foregår i en nær eller fjern fortid (en enkelt i fremtiden) i et forsøg på at se og spejle nutiden, men det er samtidig romaner, som står fast i deres egen ret: De skal ikke bevise noget, de skal ikke stå for en nærmere historisk korrekthed. De fortæller kun, hvordan det var, set med fortællerens øjne. Derudover er det romaner, som stadig inspirerer og sætter en høj standard i en vildtvoksende genre.

1)  Laura Ingalls Wilder: Det lille hus i den store skov

Romanserien om Laura var det første, jeg læste selv. Jeg slugte de ti bind, da jeg først havde gennemskuet, hvordan bogstaverne kunne samles i ord, og jeg begyndte forfra, lige så snart serien var slut. Især de første bind om skoven, prærien og floden tryllebandt mig. De kunne læses to gang for hver gang, jeg læste de sidste bind. Jeg fik nærmest abstinenser, hvis ikke de var hjemme på Trøjborg Bibliotek, hvor min far og jeg kom mindst en gang om ugen.
Beskrivelsen af det enkle og farefyldte liv, sådan som det udspillede sig simple bjælke– eller jordhytter, virkede magisk dragende på mig. Åndeløs læste jeg om, hvordan de kærnede smør, gravede en brønd og byggede hus. Og jeg har aldrig har glemt historien om pumaen, der fulgte efter farfaren, da han red gennem den natsorte skov, eller historien om hunden, Jack, der blev væk på prærien. Og så glemmer jeg aldrig den ukuelighed, Laura fortæller om. Familien klarer udfordringer, som ellers virker helt umulige, og samtidig fortæller hun med en ægte og troværdig stemme.

Læs en anmeldelse af ‘Det lille hus i den store skov’

2) Nis Petersen: Sandalmagernes gade

Den første egentlige historiske roman, jeg læste. Jeg blev hevet ved hårrødderne direkte til det gamle Rom, og måske forstod jeg ikke så meget af handlingen første gang, jeg læste den, måske var der mange nuancer, jeg slet ikke fik med, for sproget kan virke lidt højspændt og gammeldags. Der var også mange nutidige ting og begreber flettet ind historien. Jeg troede nok, at de også hørte med i det gamle Rom. Men stemningen, gyderne, husene og slaverne tror jeg nok, jeg forstod. ”Man kan ikke proppe solskin på flasker”, lærte jeg blandt andet at sige.
Siden da læste jeg meget mere om Rom (især Robert Graves’ uforlignelige ‘Jeg, Claudius’), men ‘Sandalmagernes gade’ fulgte mig som en gåde, noget jeg ikke helt kunne gennemskue og forstå, men som trak i mig. Og nu, hvor jeg skriver denne anbefaling, indser jeg, at jeg er nødt til at genlæse historien om digteren Marcellus og alle de andre farverige personer.

3) Virginia Woolf: Orlando

Romanen er en fiktiv biografi om Orlando. Vi følger den frie og utvungne unge mand fra han møder dronning Elisabeth I, til Orlando dør som en kvinde firehundrede år senere, i 1928, netop i færd med at frigøre sig. Det er en skæmteroman, hvor alle usandsynligheder kan forekomme (at hovedpersonen skifter køn er bare noget af det), men til gengæld får man et enestående og underholdende blik ind i historiens rivende flod. Man mærker, hvordan kulturen og skikkene ændrer et menneskes måde at opfatte verden på. Da Orlando f.eks. begynder at bære krinoline på dronning Victorias tid, ja, så begynder hun også at blive mere frygtsom og sart.
Netop fordi det er én person, der gennemlever sine forskellige livsaldre, samtidig med at fortællingen skrider frem, accepterer læseren, at det hele kan lade sig gøre. Kronologien er et af de få, faste holdepunkter.

Læs en anmeldelse af ‘Orlando’.

4) Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling

Jeg læste først romanen sidste år, i 2017 (den udkom første gang i 1988 på dansk), men til gengæld blev jeg blæst helt omkuld af både handlingen og sproget. Den foregår i et fremtidsunivers efter en eller anden kemisk, måske klimatisk katastrofe. En magtelite (bestående af både kvinder og mænd) bruger og misbruger kvinder på det grusomste. Enhver menneskelig følelse såsom sorg, længsel, kærlighed, frygt eller vrede er fjernet fra samfundet. Ethvert menneskeligt udbrud straffes hårdt. Både mænd og kvinder er underlagt et præstestyre, som er alt andet end næstekærligt.
Alligevel er det muligt at holde ud at læse romanen. Især blev jeg fuldstændig grebet af, hvordan forfatteren formår at lade jeg-fortælleren holde sine tanker og drømme samlet, på trods af rædslerne hun bliver udsat for. Det er, som om fortælleren beholder en lille kerne af sin personlige integritet, og derfor kan hun ikke udslettes. Jeg er med alderen blevet mere sart over for at læse om grusomheder. Og jeg skal slet ikke se serien, der er lavet over romanen. Men i teksten findes en kerne af håb, frie tanker og enkelte parfumestænk af humor, som dermed bliver romanens medmenneskelige svar på vanviddet.

Læs en anmeldelse af ‘Tjenerindens fortælling’

5) José Saramago: Historien om Lissabons belejring

Dette er en roman, som er helt umulig at samle i en kort beskrivelse. Der er så mange lag i den: Korrekturlæseren Silva i nutidens Portugal, hvor han tillader sig at ændre et vigtigt sted i en roman om korsfarernes belejring af Lissabon i 1147, der er maurerne, som besidder den Iberiske halvø, og en kvindelig forlagschef, som Silva forelsker sig i.
Helt i Saramagos sædvanlige stil bliver elementerne blandet, så fortid og nutid ofte skifter plads. Elementer, såsom overvejelser over, hvad en korrekturlæser er, hvad en tekst er, for slet ikke at tale om enkelte tegn, indgår i også romanens univers. Det hele fortælles i lange sætninger, som glider ind i hinanden som lange associationsrækker og tanker, og alligevel kan man som læser godt fange meningen med galskaben.
Når jeg læser Saramago er min eneste strategi at lade mig føre med. Se, hvad der sker. Der er ikke andet at gøre end at stole på fortælleren, for det kan ikke hjælpe at prøve at få de forskellige planer til at stå klart. Til gengæld får man en strøm af stemninger, billeder og følelser, så man selv kommer med på rejsen gennem tiderne.

_________________________________________________________________________________________________

Om Lone Mikkelsen:

Lone Mikkelsen blev født i Aarhus i 1954. Efter realeksamen fra Samsøgades skole og et højskoleophold studerede hun sang på Det jyske Musikkonservatorium i et par år. Blev cand. mag. i musik og dansk på Aarhus Universitet. Lektor på Køge Gymnasium. Debuterede som forfatter i 1998 og har været forfatter på fuld tid siden 2007. Nu bor hun i Valby.

Læs mere på Lone Mikkelsens hjemmeside

Læs anmeldelser af Lone Mikkelsens bøger på Bogrummet

Forfatterfoto: Finn Nellemann Hansen

__________________________________________________________________________________________________