Senfølger af Anne Mette Kirk

Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det det gerne!

Jeppes datter har mistet hørelsen som en følge af meningitis. Jeppes eks-kone har mistet tilliden til det danske sundhedsvæsen og vil kun have datteren opereret i USA. Her koster en operation imidlertid virkeligt mange penge, og dem ejer hverken Jeppe, datterens mor (Elise) eller Elises nye mand.

Heldigvis møder Jeppe Christiane, som udover at have superlækre små bryster også er ret rig, og hun vil gerne låne Jeppe pengene, så han er fri for at sælge sin husbåd. Det er heldigt, for husbåden er også Jeppes arbejdsplads og dermed hans indtægtsgrundlag.

Christiane viser dog hurtigt læseren (ikke Jeppe, han fatter ikke et vink med en mindre færge) sit sande jeg. Hun er sygt manipulerende, kontrollerende og irriterende. Hendes go to respons på alle Jeppes handlinger er “det må du selvfølgelig selv bestemme, men….” Og det viser sig at Jeppe absolut ikke må bestemme noget som helst selv.

Gutkind skriver, at Senfølger er en psykologisk thriller. Det mener jeg personligt er at tage munden lidt for fuld. Senfølger har rigtig fine elementer. Der er fine billeder på Jeppes frustrationer over ikke at være den far han gerne vil være for Ramona. Det at en mistet hørelse, er et voldsomt identitetstab og årsag til at Ramona bliver til en skygge af sig selv får Anne Mette Kirk også formidlet til mig, meget overbevisende endog.

Men jeg mangler at se, hvordan Jeppe går fra at være en mand, der finder sig i absolut ALT, til at være der hvor han er til slut (hvilket er starten af bogen). Ja Christinane pisser i den grad på ham, men det har han jo hele tiden fundet sig i. Hvor kommer oprøret fra? Og styrken ikke mindst.

Jeg mangler også at fornemme, hvad der gør at Christiane udvælger Jeppe som sit næste offer. Og hvad får hende til at opgive ham, og kaste sig over en ny? Og hvad motiverer hendes væremåde overfor ganske sagesløse mænd?

Senfølger er for mig en thriller, uden det psykologiske aspekt, for jeg kommer aldrig sådan for alvor ind i hovedet på hverken Jeppe eller Christiane, i hvert fald ikke nok til at deres personligheder og deres handlinger kommer til at virke overbevisende og nuancerede. I stedet for møder jeg en karikeret kvinde, der uden tvivl er syg i roen, og en konfliktsky mand uden ryggrad, der pludselig tager på et personligt vendetta. Hvor f…. kom det fra?

Ærgerligt, for der er som sagt, meget fine elementer, hør bare Jeppes frustrationer over sin mor:
“Lisbeth nærmer sig bagfra, hendes termoflyverdragt skratter. “Krebsegilde, Jeppe? På en husbåd? Jeg kan set ikke se, hvordan det skal gå godt. Tror du ikke hellere, folk vil have et landgangsbrød eller noget mere måttende?”
Jeppe skubber forsigtigt til Ramonas rygparti. Hun løfter sig let.
Han aner ikke, hvad landgangsbrød er. Og han ved ikke, hvorfor hans mors kritik altid skal afleveres som spørgsmål, som om den grammatiske konstruktion skulle opløse hendes konstante domsfældelser.”

Lån bogen på biblioteket