188
2012
978-87-638-2055-4
Baby Jane (finsk)
Sofi Oksanens “Baby Jane” starter muntert, stemningen er perlende som årgangschampagne. Piki, Helsinkis cooleste lebbe, scorer den navnløse fortæller, som er fuldkommen uerfaren med kvinder. De bliver stormende forelskede, lever det søde liv på byens homobarer og i hinandens arme hjemme hos Piki, drikker og elsker, så det er en lyst.
Gradvis sniger en mørkere tone i mol sig ind i beretningen. For bag den sorgløse facade har begge piger depressive træk, som hindrer dem i at leve og gå på arbejde som andre mennesker. Det giver naturligvis økonomiske udfordringer, for hvordan får man råd til alt det sjove eller bare det helt basale uden job?
Ud af det blå finder de en kreativ måde at tjene gode penge på. Piki indrykker lumre annoncer, hvor fetichistiske mænd kan bestille kvindetøj, som lugter af kvinde. Det betyder, at hovedpersonen konstant må gå rundt med nyt tøj, så det får den rette odeur. At hun derfor ofte må give afkald på sine elskede bade, er bare ærgerligt, for penge skal der jo til.
Pikis stærke udstråling og lækre stemme vinder hende mange beundrere, men hen ad vejen viser hun svaghedstegn, som hovedpersonen i sin grænseløse selvoptagethed overser. Hun har jo ikke engang overskud til at tackle sine egne problemer, som er store nok endda. Spørgsmålet er, om parrets kærlighed og gensidige afhængighed er nok til at overvinde de mange knaster…
Sin unge alder til trods er Sofi Oksanen en dreven skribent. Ordene flyder let og ubesværet, personerne fremstår tydeligt og troværdigt, og handlingen er både original og elementært spændende.
Problemet med Oksanens skrivestil er, at hun ser alting fra distancen. Klart mere observerende end involverende. Man kommer ikke for alvor ind under huden på de to unge kvinder; de dramatiske hændelser og deres flamboyante sexliv bliver underligt blege i beskrivelsen. “Don’t tell them, show them,” lyder et gammelt forfatterkneb – som Oksanen tydeligvis ikke kender eller ikke ønsker at benytte.
Det er dog en mindre indvending. “Baby Jane” kan snildt anbefales alle, der sætter pris på en god historie befolket af stærke skæbner og skrøbelige sind.