Vinterens frost af R.D. Wingfield

TV-udgaven af Frost var fyldt med rædderlig saxofonmuzak og typisk deprimerende og langsommelig britisk klipning. Så kunne man tro at romanoplægget derfor måtte være knastørt og tv-kedeligt, men det er overraskende friskt – både spændende og underholdende. Det eneste lighedstegn med tv-udgaven er vores knuselskelige hovedperson, den sjuskede kommissær Jack Frost. Har man set serien på tv, så har man konstant skuespilleren David Janson på nethinden. Janson gjorde det også fremragende som Frost. Men den skrevne Jack Frost er mere beskidt i munden – meget mere, METOO bevægelsen vil hurtigt få et apoplektisk anfald, og hans anstrengte forhold til chefen Mullett er her drevet til det yderste.

Der er så meget knald på at læseren faktisk skal holde på hatten for at følge med: et barn er myrdet og endnu et er netop forsvundet, en prostitueret er blev dræbt med en kniv, to ældre mænd er begge blevet skudt, den ene under et røveri, den anden af en vred ’med’-trafikant og en busfuld hammerstive fodboldfans er blevet anholdt og bragt til stationen, hvor de støjende fortsætter festen og skaber et kaos grænsende til rent ragnarok.

Alle sagerne arbejdes der med sideløbende, og det stresser både Frost og hans medarbejdere, hvoraf flere er direkte inkompetente – men man dækker altid over sin makker, og derfor undgår den sløsede Taffy Morgan gang på gang en fyreseddel. Han dukker bagstiv op på arbejde, kommer for sent fordi han har været på damerov, og laver den ene fatale bommert efter den anden. Men Frost kan lide ham, og redder derfor mandens røv. Det er meget menneskeligt, og giver realismen et skud opad, i forhold til figurernes troværdighed. Her er der ingen superbetjente, Frost mistænker først den ene så den anden, og han tager fejl gang på gang. Hans fejltagelser begynder efterhånden af have fatale konsekvenser og derfor har han ikke kun sine overordnede, men faktisk også kollegerne på nakken – de har hørt alle hans vittigheder før og er ved at være trætte af dem.

Men selvom kollegerne har hørt spydighederne før, er Frost sindssygt morsom. På trods af, eller måske som en konsekvens af, at Frost arbejder med borgere der på den ene eller anden vis er tabt af samfundet, har Frost en måde at gå til andre på som er uden sidestykke. Og det er fuldstændig ligegyldigt hvem de er. Tror de de er noget, eller har de en attitude opbygget gennem et liv i en højere samfundsklasse, skal Frost nok skrue bissen på. Det sker uafbrudt og det er tæt på at være lårklaskende morsomt.

Eneste anke er at psykologien bag forbrydelserne lades helt og aldeles uberørt. Når gerningsmanden er fængslet er opgaven afsluttet, og det er lidt ærgerligt. Men det er også det eneste aber dabei ved den bedste krimi i umindelige tider.

Lån bogen på biblioteket