414
2015
978-97-7129-742-3
Even Dogs in the Wild - oversat af Søren K. Barsøe
1. udgave
“… han forsvandt ganske stilfærdigt uden fanfarer og falbelader…”
– sådan endte John Rebus’ glorværdige karriere. Efter årtiers tro tjeneste i Edinburghs kriminalpoliti – og som hovedperson i et lille dusin af Ian Rankins prisbelønnede bøger – er mesteropdageren, bulderbassen og drukhovedet Rebus endelig takket af og gået på pension. Og røvkeder sig.
Heldigvis ringer hans gamle makker, Siobhan Clarke. Hun er ikke på bølgelængde med den gamle gangster, Big Ger Cafferty, som nogen har prøvet at skyde huller i. Rebus og Cafferty er hinandens bedste fjender gennem et langt liv, så de kan i det mindste se hinanden an over en stiv single malt.
JEG SLÅR DIG IHJEL FOR DET DU GJORDE, står der på en seddel, Cafferty har modtaget. Det samme budskab blev fundet i lommen på den pensionerede rigsadvokat, Lord Minton. Hvem stræber de gamle mænd efter livet?
Foruden Rebus og Siobhan er der et tredje hjul på opklaringsgiggen: Malcolm Fox, Ian Rankins misfoster af en hovedperson, der normalt har sin egen (dødssyge) serie. En mand, der ikke drikker; ikke ryger; taler pænt og er høvisk over for kvinder; jamen, herre jemini!
Sideløbende med opklaringen af mordene på flere af Edinburghs prominente borgere foregår der en slags bandekrig. Fæle gangstere fra Glasgow er på jagt efter en vognmand, der har tilegnet sig noget særdeles værdifuldt gods. Folk kommer til skade, bygninger brænder, en særlig bandeenhed må på banen.
Ian Rankin er en mester i at lade et kulørt og troværdigt persongalleri holde mange bolde i luften i strid modvind for så til sidst at lade alt og alle falde engleblidt til ro. Således også i “Vilde køtere”, der er en glimragende krimi, om end lidt langstrakt til min smag.
Endnu engang fortjener Søren K. Barsøe en fortjenstmedalje for sine kongeniale fordanskninger. Rankin har en særegen stil, som ikke direkte lader sig oversætte. Men så finder Barsøe da bare på noget, der er lisså flabet. Kan man andet end at grine larmende ad Siobhans karakteristik af politiarkivaren som ham den “ulækre gnattekarl”…?
Til gengæld burde Klim ofre en dygtig korrekturlæser inden en evt. 2. udgave. Køen af sjuskefejl er forbryderisk lang.