376
2012
87-595-1703-4
Delta of Venus
”Venusdeltaet” er en række erotiske noveller, som blev skrevet på bestilling for 1 dollar pr. side i 1940’erne. Anaïs Nin fortæller i bogens forord, at den anonyme samler, som bestilte novellerne, bad hende om at droppe alt det poetiske pjat, hun havde tendens til, og udelukkende fokusere på sexscenerne.
Det er derfor imponerende for mig at læse novellerne og alligevel få fortalt beskrivende rammehistorier om menneskenes forhold, følelser og dynamikker, som derefter så fint afspejles i og begrunder de erotiske passager i fortællingerne.
Nin tager os med på en alsidig og løssluppen rejse gennem begærets, kærlighedens, kønnenes, psykens og kroppens glatteste overflader og dybeste huler.
“Han mindede om en kat, som man gerne vil kærtegne, men som ikke elsker nogen, og som aldrig føler, at den behøver besvare de følelser, den vækker.”
Hendes fortællinger er uigennemskuelige, og man ved aldrig, hvordan de ender og hvilke personer der (også) ender med at begære hinanden, og på hvilken måde dette begær forløses. Denne fortællingernes uigennemskuelighed er næsten flirtende i sig selv.
Nin beretter desuden selv, hvor overrasket hun var ved genlæsningen af sine noveller, over, hvor meget af en kvindes seksualitet og erotiske væsen, hun alligevel formåede at få med i sine fortællinger. Dette gør hun gennem sit kvindelige sprog og indlevelse, trods det, at fortællingerne var skrevet på bestilling fra en mand, og derfor lå under for en mands præmisser for, hvordan erotiske beskrivelser skal være.
Samlingen hænger på sin vis sammen ved at personer går igen i novellerne. Sproget kan skifte fra at være banalt og klichepræget, som man (desværre) kender det fra mere nutidige erotiske noveller, til at være meget personligt og smukt beskrivende, eksempelvis hvor brystvorter bliver til store, hårde frugtkerner ved at blive suttet på, og på en mere generel måde ved at Anaïs Nin maler de store rammer for fortællingerne flot op. Jeg tolker den stedvise banalitet i sproget som et slags spydigt had fra Nins side til hendes anonyme bestiller og undskylder dem dermed godtroende.
Anaïs Nin viser menneskets potentiale for uafgrænset seksualitet, og mange mennesker vil få en voldsom erkendelse ud af at læse hendes noveller. Du vil højst sandsynligt blive forarget og få lyst til at lægge bogen væk, men prøv at lukke dig selv ind i det univers, Nin tilbyder.
Ud over ”Venusdeltaet”, er ”De Små Fugle” Anaïs Nins anden samling erotiske noveller, og derudover er romanen “Spion i kærlighedens hus” og hendes dagbøger udgivet
Jeg vil opfordre alle til at stifte bekendtskab med denne store stemme på én eller anden måde.