Ved Chesil Beach af Ian McEwan

Sex før ægteskabet er endnu ikke kommet på mode i England i 1962. Den 22-årige historiker Edward og den jævnaldrende førsteviolinist Florence er begge fuldkommen uskyldsrene og mildest talt spændte, da de som nygifte sætter sig til bords for at spise bryllupsmiddag i brudesuiten i en gammeldags kro ud til vandet.

Ingen af dem kan rigtigt koncentrere sig om maden; melon med syltede kirsebær samt oksesteg med udkogte kartofler og tyk sovs. Nej, “det var ikke noget godt tidspunkt i engelsk madlavnings historie”.

Den fine, britiske forfatter Ian McEwan med det eminente blik for den menneskelige psykologi har skrevet et lille kammerspil i 5 akter, der på én gang er inderligt bevægende og samtidig spændende som en thriller.

For vi præsenteres straks for parrets pinagtige dilemma: Edward er ved at gå ud af sit gode skind ved tanken om at slippe af med sin uskyld og få lov til at gøre alle de unævnelige ting i den stramt redte bryllupsseng med sin yndige, brunøjede viv.

Florence, derimod, pines “af en indre rædsel, en uhjælpelig afsky, der var lige så håndgribelig som søsyge.” Hun holder virkelig, virkelig meget af pæne, rare Edward, men tanken om, at han skal trænge ind i hende med alskens ækle sekreter til følge, giver hende fysisk kvalme.

Faktisk ville hun foretrække et platonisk forhold; denne “trøsterige suppe af varme følelser, et tykt vintertæppe af venlighed og tillid.” Via et elegant retoucheret tilbageblik fornemmer den opmærksomme læser, at der kan være en fortrængt årsag til Florences nærmest sygelige væmmelse.

Omvendt kender den unge kvinde sin pligt. Modstræbende prøver hun at give sig hen. I slutningen af første akt er det endelig lykkedes Edward at “penetrere” hendes mund med sin tunge. Jowjow, han tungekysser hende såmænd. Hun finder det så modbydeligt, at hun er bange for at kaste op i munden på ham … og der resterer endnu fire akter!

På overfladen er “Ved Chesil Beach” en roman om den første gang, når vi mister vores dyrebare uskyld. De empatisk udmalede scener mellem de to sympatiske, unge mennesker er bittersøde, pinefulde, myldrende fulde af tanker og stemninger, som de fleste af os vil genkende fra vores egen ungdom.

Men Ian McEwan har tydeligvis en eksistentialistisk morale med fortællingen: Selv de tilsyneladende mest ubetydelige valg, vi træffer her i livet, kan have afgørende betydning for resten af vores tid her på jorden. Han beder os tænke os godt om, før vi siger ja eller nej til dette eller hint. Bordet fanger.

“Ved Chesil Beach” er, undskyld klicheen, en stor lille bog, lige egnet til at hygge sig med og eventuelt blive lidt klogere af.

Lån bogen på biblioteket