330
2024
9788775934591
Vartegn
1. udgave
Lena er på Grønland. Her har hun været én gang før, som barn. Da var hun sammen med sin mor, hvis overskyggende interesse for klima og miljø havde fået hende til at slå sig ned der. Men kort efter at Lena tog hjem til Danmark forsvandt hendes mor sporløst og selv her 30 år senere ved ingen, om hun er omkommet, er forsvundet på eget initiativ eller om hun er offer for en forbrydelse.
Lena møder mange interessante mennesker på Grønland, men ingen af dem har rigtigt noget at sige om moderen eller hendes forsvinden. Langt de fleste lader til at mene, at hun blot har været ude i kulden for længe og er faldet om af udmattelse og efterfølgende død af frost. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i, set med folks øjne, det sker tit.
Lena har en svag fornemmelse af, at morens interesse for affaldshåndtering, retfærdighed og undgåelse af turisme kan have fået hende i problemer, men den eneste mand, der lader til at have reel viden om Sines gøren og laden på Grønland, kollegaen Tage, er nu dement og sidder på et plejehjem i Danmark og rådner op.
Lenas jagt på sandheden er derfor præget af tilfældigheder:
“Det slår mig, at min søgen efter svar på, hvad der skete med mor, er som at skue på knappen på en gammeldags radio efter en bestemt station. Man kommer forbi forskellige bølgelængder. Noget er ren skratten. Andet går klart igennem. Indimellem rammer man frekvenser, jeg intet fornuftigt har at sige om. Noget næsten uhørligt.”
Lenas jagt efter sandheden besværliggøres yderligere af hendes massive angst for at skille sig ud og for at forvente noget af andre.
I Vartegn er både Sine og datteren fortælleren. Det er tydeliggjort i form af kapitaloverskrifter og / eller tydelig præsentation i teksten. Som læser har jeg derfor ingen udfordringer med at skelne mellem de to fortællere, derimod er det spændende på den måde, at opdage, hvilke ligheder og forskelle, der er mellem mor og datter, samt høre om, hvordan moderens sidste tid rent faktisk var samt hvilke tankespind Lena gør sig om episoden.
Sine er som karakter optaget af miljø- og klimaspørgsmål, der derfor er en fremherskende tematik i Vartegn. Men samtidig er også mor-datter relationen og menneskelige karakteregenskaber centrale temaer.
Der er enkelte overnaturlige elementer i Vartegn uden at bogen på den måde trækkes helt ud i det uvirkelige. Lena taler på et tidspunkt om myter, og det er snarere på den måde, at nogle af hændelserne og karaktererne kan være lidt svære at få greb om.
Vartegn er en fin lille bog om en datter, der for at finde sine prioriteter i sit eget liv, må en tur forbi sin mors liv og blik for omverdenen. Bogen er overskuelig og velskrevet, og især i Lenas beskrivelser og tanker dannes der små fine billeder i læseren.