Vand til blomster af Valérie Perrin

“De eneste genfærd, jeg tror på, er minderne”

– oplyser ukuelige Violette Toussaint, og det er for så vidt heldigt nok, eftersom hun er kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne.

Tænk, at en historie, der snor sig ind og ud mellem gravsten, frem og tilbage mellem en gådefuld fortid og en hjerteskærende nutid, kan være så livsbekræftende! Jeg elskede den franske mursten “Vand til blomster” fra første sætning og hele vejen, til den mange smil og tårer senere slap op efter godt 500 sider.

Forældreløse Violette har haft så megen modgang gennem sit næsten 50-årige liv, at læseren konstant sidder og beder til, at det nu endelig må blive hendes tur til at blive tilsmilet af lykken. Men skæbnen er som bekendt en lunefuld dansepartner.

Vi er vidner til hendes forgræmmede ægteskab med Philippe Toussaint, en forrygende flot sjuft, hvis eneste interesser er sin motorcykel og alt, hvad der kan krybe og gå af lystne kvindfolk i en radius af to hundrede kilometer.

Efterhånden som bogen skrider frem, oprulles en tragedie, der umærkeligt forvandler sig til en art kriminalhistorie. Noget med fire små, ubevogtede piger i et slotsværelse, der ender under gravsten på Violettes kirkegård.

Samtidig serverer den velskrivende og overlegent disponerende Valérie Perrin hele to romancer, der spejler sig smukt i hinanden, og som vil gribe selv den mest forbenede kyniker om hjertet.

For frankofile læsere er “Vand til blomster” en generøs himmerigsmundfuld. Fransk madkultur, sange, film og den let skødesløse, men også ganske følelsesladede livsstil gennemsyrer hver en sætning. Belle France!

Bogens mange små, appetitlige kapitler indledes alle med et lille kitchet bonmot, der formentlig er planket fra gravsten over hele Frankrig, og som hensætter læseren i den helt rigtige stemning af indlevelse og vemod.

“Intet kan få den til at falme eller visne, denne henrivende blomst ved navn minder.”

Lån bogen på biblioteket