Valgslægtskaberne af Johann Wolfgang Von Goethe

DUmiddelbart lyder handlingen i “Valgslægtskaberne” ret interessant: En kærlighedsroman af episke dimensioner, der senere blev til dødelig alvor. Undertegnede er stor beundrer af Goethe og hans forfatterskab i det hele taget, så jeg havde da også glædet mig til at læse denne bog, da jeg normalt har høje forventninger til noget skrevet af Goethe.

Desværre går der ikke lang tid før skuffelsen langsomt begynder at melde sig, og det ender med at blive en skuffelse af dimensioner. Dramaet begynder at drukne i ligegyldige sukkersøde floskler, og bogen er overfyldt af dem hele vejen igennem. I stedet for at sige tingene som de er, vælger Goethe at pakke dem på alle mulige måder, der refererer til kærlighed og troskab over for sin partner. Og resultatet er bestemt ikke godt.

Hele handlingen drukner i alle mulige ligegyldige pladder-romantiske ligegyldige fraser, og det hele er malet så rosenrødt at det bare bliver alt for meget.

Efter min mening er der alt for lidt handling i, og han spilder for meget tid på tomme fraser.
Bogen får en stjerne fordi man ikke kan give mindre, og fordi jeg trods alt læste den færdig i håbet om at den ville blive bedre, men også der blev jeg skuffet.

Denne bog lever slet ikke op til det niveau, han skriver på i “Faust” eller “Den unge Werthers lidelser”

Lån bogen på bibliotek.dk