Urværk af Ane Riel

Måske har du, som jeg, læst Ane Riel i forkert rækkefølge. Begyndende med “Harpiks” (2015), for så at gå baglæns til “Slagteren i Liseleje” (2013), og derefter frem til “Bæst” (2019). Med “Urværk” har Ane Riel begået endnu et mesterværk. Mildest talt.

Om “Urværk”
“Urværk” udspiller sig i en flække et sted i Jylland i slutningen af 1980’erne. Her sidder den gamle og døve Alma i sit lille hus for enden af en blind vej og kæmper med såvel gigt som en flakkende erindring. Selvom hun forsøger at holde visse minder på afstand, forstår man, at ægteskabet med urmageren Otto ikke har været helt let, navnlig ikke til sidst.

Nu lever Alma i al stilfærdighed med sit bornholmerur. Men inde bag urets rolige tikken gemmer sig en nøgle til et drama. Og gradvist afdækkes det, hvad det var, der skete med den mand, Alma elskede så højt. Hvad det var, der skete med dem.

Et venskab med en lille dreng vender op og ned på det hele. Imens viger vinterens mørke og kulde lige så stille for forårets lys og varme.

Ane Riel kan noget med sproget. Hun er som en magiker, der kan få ting til at ske ud af intet. Bogen er på blot 230 sider, men det skal man ikke lade sig narre af. Historien er meget større end det.

“Urværk” er en fortælling om at overskride grænser, om at undersøge hvad der er på den anden side af det kendte. Det er også en fortælling om kontraster og modsætninger. Om liv og død, om kærlighed og had, om ungdom og alderdom. Og så er det en fortælling om at forlige sig med livet som det blev.

Fortællingen er stram og velkomponeret. Den er poetisk, grænsesøgende og – som forventet når det er Ane Riel der sidder over tasterne – morsom og bare en lille smule bizar. Historien fortælles ud fra Almas synsvinkel. Ikke med Alma som jeg-fortæller, men med Alma som hovedpersonen hvis tanker, liv og hverdag jeg får lov at blive en del af – og derfor bliver Alma også en del af mig. Alma er flyttet ind, og jeg har på fornemmelsen at hun bliver boende en rum tid. Selv om sidste side er vendt, er jeg slet ikke færdig med hende. Hun kan lære mig så meget; om livet, om døden, om venskaber hvor vi mindst venter dem. Om at forliges. Jeg bliver hele tiden nødt til lige at vende tilbage til bogen. Lige at læse et par passager igen, og opdage at fortællingen bliver ved med at folde sig ud, bliver ved med at vokse. Linjernes afstand i bogen taget i betragtning, er det utroligt så meget der kan stå imellem dem. Med få velvalgte ord, tegner forfatteren billeder der rækker langt ud over ordene, og får på den måde fortællingen til at fortsætte hvor ordene må give op.

“Urværk” er ikke så bizar som “Slagteren i Liseleje” og “Harpiks”, ikke så underlig som “Bæst”. “Urværk” er lidt af alle Riels foregående værker, samtidig med at den er helt sin egen, og vidner om forfatterens store spændvidde.

Sidste side i bogen blev vendt i en flække et sted i Jylland midt i 2021, og jeg sad tilbage i lænestolen og gloede tomt ud i regnen, uvis på hvad det var der var overgået mig. Jeg er stadig ikke sikker, for med Ane Riel ved roret, er man aldrig sikker, jeg ved bare at det var noget stort.

Noget meget, meget smukt.

Lån bogen på Bibliotek.dk…