Uhyre af Sara Gruen

Med Sara Gruen’s “Vand til elefanterne” i baghovedet, var forventningerne til “Uhyre” skyhøje. Skuffelsen blev derfor næsten fysisk håndgribelig, jo længere jeg arbejdede mig ind i bogen.

Maddie, hendes mand Ellis og deres fælles ven Hank, skaber skandale til en nytårsfest i Philadelphia’s finere kredse. At begge d’herrer desuden er blevet kasseret af militæret, og derfor ikke kan deltage i 2. verdenskrig der er i fuld gang, passer ikke Ellis’ far, der er tidligere oberst. Hele balladen ender med, at obersten slår hånden af sin søn og svigerdatter, og dermed lukker en uudtømmelig kilde af dollarsedler.
Maddie, Ellis og Hank, flygter til Skotland. Her vil Ellis og Hank dokumentere Loch Ness uhyrets eksistens. Ellis’ far forsøgte mange år tidligere, men der var vist noget med nogle fotografier, der var en kende for konstruerede. Ellis synes at tro, at hvis han kan færdiggøre farens projekt, vil han blive taget til nåde igen – og pengekassen atter åbne sig.
Trekløveret indlogeres på den lokale kro i Drumnadrochit ved Loch Ness’s bred. Ellis og Hank tager på jagt efter uhyret, og Maddie efterlades på kroen sammen med den ultramaskuline krovært, og lad mig bare sige det med det samme; Barbara Cartland har ikke levet forgæves.

“Uhyre” er uden sammenligning den mest forudsigelige og kvalmende kærlighedshistorie, jeg har læst. Sara Gruen forsøger at indføre forskellige “uhyrer” undervejs, for at vise at uhyrer ikke nødvendigvis behøver at være noget man jager. Måske er de lige omkring én, der hvor man mindst venter at finde dem. Og det fungerer overhovedet ikke. Tværtimod, så virker det som en søgt undskyldning for at skrive ugebladsnovellen om den stakkels rige pige fra Amerika, og førnævnte maskuline krovært. Sidstnævnte har selvfølgelig en meget stor hemmelighed, som man dels har gættet længe inden den bliver afsløret, og dels får kvalmometeret til at ryge op i det røde felt.

Jeg var voldsomt betaget af “Vand til elefanterne”, og har svært ved at tro at det rent faktisk er samme forfatter, der har skrevet “Uhyre”. Det kan selvfølgelig gå ned ad bakke for alle forfattere, men her er der tale om et lodret fald. Alligevel vil jeg nok læse med når, og hvis, Sara Gruen skriver en ny bog, for jeg ved jo at hun kan.

Lån bogen på Bibliotek.dk