283
2014
978-87-996096-9-7
1. udgave, 1. oplag
Marion har gjort sin drøm til virkelighed: hun er flyttet til den lille by Nørre Næsby på vestkysten og har åbnet en butik med økologiske, bæredygtige produkter, helt ude i “vandkantsdanmark” – hvor hun uden at vide det er havnet på virkelig dybt vand i en helt anderledes kultur.
Det starter så godt. Butikken “Nangijala” er fyldt på åbningsdagen, beboerne er tilsyneladende venlige over for tilflytteren, som smiler og hilser på alle hun møder, er imødekommende og åben, tager imod invitationer, bruger lokale håndværkere og forsøger at skabe sig et netværk.
Marion er idealist – hun virker stærk, initiativrig, fuld af ideer og gåpåmod – men er samtidig så naiv at tro, at hun kan komme fra hovedstaden til Vestjylland og uden videre blive accepteret der i Udkanten af Danmark. Hun tror på, at hendes butik med bæredygtige produkter vil få succes, at indbyggerne i landsbyen efterhånden vil få smag for de produkter, hun sælger. Men hun skal ikke tro, at hun bare kan komme fra staden med sine smarte ideer og dyre varer til en lille by, hvor man holder på pengene – da nyhedens interesse har lagt sig, går det ned ad bakke med både butikken og Marions trivsel.
For de tilsyneladende venlige beboere gemmer på mange hemmeligheder og viser sig at rumme en afstumpethed, som står i stor kontrast til Marions tro på, at der er et godt menneske gemt i alle.
Hun opdager ikke, at hun bliver snydt og misbrugt af de “venner” hun får i byen – det kulminerer den aften, hvor det ender helt ude af kontrol – og ingen griber ind.
Historien er spændende, velfortalt, vedkommende – og meget tankevækkende. Den starter blidt – men bliver efterhånden både uhyggelig og virkelig grov – og ender som en ren gyser! Jeg blev opslugt af Marions skæbne – og rystet af historiens ondskab.
Lån bogen på Bibliotek.dk