Uden dig er der intet os af Kim Suki

Betonsøjlen ved indgangen til universitetsområdet er højere end de omkringliggende bygninger. Fyldt med slagord, citater af Kim Jong-Il, den mand den er en hyldest til. Døgnet rundt holder udvalgte studerende vagt ved søjlen, som kan ses uanset hvor på universitetet man er. Faktisk er universitetet bygget med så mange glasfacader og på en sådan måde, at ens færden altid er synlig for andre.

Paranoiaen kommer ikke kun snigende, tværtimod rammer den som en hammer det øjeblik man sætter fod i landet. Enhver er overvåget i en sådan grad at kun Orwells “1984” beskriver noget lignende. Under de forhold skal den koreansk fødte amerikaner, Kim Suki, undervise den nordkoreanske elites børn i engelsk. Hun har imidlertid en skjult dagsorden, og mens hun om dagen gør som hun skal, fører hun om aftenen en detaljeret dagbog som hun gemmer på et USB-stik der skjules forskellige steder. Faren for afsløring forhøjer hendes følelse af paranoia.

Ensomheden er en afledt effekt af situationen, ingen nordkoreaner har lært at tænke en selvstændig tanke, og derfor  kører samtaler nærmest efter et skema. Bliver det endelig en smule interessant er der hurtigt en der siger “skal vi ikke skifte emne”, ikke som et spørgsmål, men nærmere som en påmindelse eller et ønske. De studerende kan ikke håndtere den usikkerhed der følger med samtaleemner af mere personlig grad, eller emner hvor der kunne ligge en snert af kritik af tingenes tilstand. Men de lærer det alligevel, måske til fare for sig selv, for Kim insisterer på at lade eleverne skrive en opgave af mere uformel karakter. Der skal søges tilladelse fra skoleledelsen til alle lektionsplaner og undervisningsmaterialer forud for hver time, men Kim maskerer sin ansøgning ind i ønsket om at vise eleverne forskellen på formelt og uformelt sprog, mens målet imidlertid er at nå ind til eleverne, at se hvad de indeholder bag alle partiets paroler. Et ønske hun opnår, men hun må samtidig må spørge sig selv hvad eleverne skal gøre med den spørgelyst hun har vækket i dem, i et system hvor den spørgelyst netop er direkte dødsfarlig.

I hvor høj grad livet i det lukkede land påvirker en besøgende udlænding, bliver eminent beskrevet af en pensioneret erhvervsmand fra Hong Kong, der på skolen underviser i økonomi. “Han sagde, at han talte dagene til han skulle hjem. Han havde været i landsbyer i Kina, hvor op til ti mennesker sov i det samme rum, og hvor tre brødre kun havde to par lange bukser tilsammen og skiftedes til at have dem på, men det her var det værste sted, han nogensinde havde været.

Jeg spurgte hvorfor.

 “Der er ingen frihed,” sukkede han. “De holder hele tiden øje med os. Jeg ved, at de optager alt, hvad vi siger, og har et arkiv om hver eneste af os, og nogle gange har jeg det elendigt. Jeg føler mig simpelthen ikke tilpas her. Det handler ikke om den rædsomme mad og heller ikke om, at der er mangel på alting. Det er den helt grundlæggende menneskelighed. Den mangler her!” “

Det er hans oplevelse af landet. Kontrasten til bogens titel, der en linje fra en hyldestsang til Kim Jong-Il er slående. Kim Suki er selv ved at blive depressiv under opholdet, men tager faktisk en tur mere. Hatten af for det, og hatten af for denne bog.

Lån bogen på biblioteket