Ubekvemmelighedszonen af Jonathan Franzen

Som erklæret fan af Jonathan Franzens romaner, der er blandt mine absolutte yndlinge i amerikansk litteratur, var forventningerne til de selvportrætterende essays “Ubekvemmelighedszonen” høje. Desværre blev de overhovedet ikke indfriet.

Bogen fremstår kedelig og prætentiøs – en selvbiografi, der i stedet for at levere den sædvanlige indsigt og underholdningsværdi, som man finder i Franzens fiktionsværker, bliver et fodslæbende portræt af forfatteren selv.

Problemet ligger primært i Franzens forsøg på at dække over sine forbløffende mange nørdede og til tider usympatiske sider ved hjælp af en let skjult selvros. Han virker fanget i et forsøg på at fremstå som intellektuelt overlegen, men resultatet er, at hans normalt skarpe overblik og evne til at navigere komplekse menneskelige relationer glipper. Han fremstår næsten endimensionel i egen tolkning.

I modsætning til hans romaner, der ofte er mesterlige udforskninger af let genkendelige karakterer og deres indre liv, opleves “Ubekvemmelighedszonen” som en forfatters mislykkede forsøg på at forstå og undskylde sig selv.

Bogen mangler den indfølte menneskelighed, man er vant til hos Franzen, og selvom hans emninente skriveevner indimellem viser sig (især i portrætter af familie og barndomsvenner), drukner de ofte i anekdoter, der føles uinteressante og langtrukne. Personligt er jeg inderligt ligeglad med, hvor godt eller dårligt Franzen læser tung, tysk litteratur på originalsproget, og hvor dygtig han er til at genkende trækfugle i Texas.

En undtagelse er afsnittet, hvor Franzen deler sin fascination af Charles M. Schulz og Radiserne (han sammenligner sig med en vis ret med den evigt kiksede Søren Brun). Her viser han en ægte begejstring, som jeg selv deler. Den hyggelige, småfilosofiske tone i tegneserien er en glæde at genfinde i prosaform, og her formår Franzen kongenialt at koble sin egen historie til noget større uden at drukne i selvros.

Lån bogen på biblioteket