Tolken af Diego Marani

”Tolken” er tredje og sidste selvstændige roman i Diego Maranis såkaldte lingvistiske trilogi, der angiveligt undersøger sammenhængen mellem sprog og identitet, samtidig med at læseren underholdes for fuld udblæsning.

Den første af bøgerne, ”Ny finsk grammatik”, er en vidunderlig, stemningsfuld og meget tankevækkende historie om en mand, der mister hukommelsen fuldkommen og dermed både sit sprog og sit jeg. Herefter kom ”Den sidste vostjak” om en slags russisk indianer på slap line i Helsinki, ligeledes vældigt velskrevet og underholdende, men alt, alt for fjollet.

”Tolken” ligger sig et sted mellem sine to forgængere. Især i starten er romanen så knugende, som hvis Kafka havde skrevet sin egen version af Gøgereden. Men som i ”Den sidste vostjak” slipper forfatteren pludselig bremsen og lader handlingen køre helt af sporet med 150 km/t på en stenet grusvej.

Faktisk har jeg Marani mistænkt for kun at skabe et løst skelet omkring sine bøger og derefter hygge sig med at fylde handling på dag for dag i takt med, at ideerne opstår. Fartøjet slingrer fra side til side uden hverken styrmand eller nogen klar retning, og som passager må man bare klamre sig til sædet, nyde den lejlighedsvis pæne udsigt undervejs og håbe, at det ikke ender alt for galt.

Félix Bellamy er en grå schweizer, der passer sit job som direktør i en stor tolkevirksomhed, sin kæreste og sine tulipaner samvittighedsfuldt og uden den store indlevelse. Allerede fra starten ved man, at han vil miste det hele og mere til – man ved, at han vil ende som noget nær bimlende gal.

Begyndelsen til enden er, at én af hans ansatte, en vanvittigt dygtig tolk, der behersker masser af forskellige sprog flydende, i sine ellers fremragende simultantolkninger har tillagt sig den uvane at indskyde sære ord og fløjtelyde. Det kan deltagerne ved internationale konferencer, der sidder med tolkens stemme i ørerne, jo ikke leve med, og Félix må modstræbende fyre manden.

Tolken forbander Félix og spår, at også han vil blive grebet af den samme uhyggelige dille. En slags smitsom sindssyge. Og ganske rigtigt, vores grå helt begynder selv uhjælpeligt at udstøde sære ord og fløjtelyde. Han må til München, hvor den karismatiske doktor Barnung måske kan kurere ham ved hjælp af intensiv sprogundervisning i blandt andet rumænsk. Med sprog skal sprog fordrives. Opholdet på den tyske sprogklinik er helt kafkask i sin dystre absurditet.

Desværre lader forfatteren nu handlingen udarte. Félix ender på flugt og må kæmpe mod fæle organtyve i Moldova, skaffe sig et udkomme som pistolmand i Rumænien, agere falsk tolk i Ukraine og spille en helt fjerde rolle i Letland. At en milliardær ender sine dage på spidsen af en narhvaletand, lyder måske lettere fortænkt, men er næsten mere sandsynligt end flere af bogens øvrige scener.

”Tolken” er underholdende som en actionkomedie med B-skuespillere i hovedrollerne. En ok måde at fordrive nogle timer på, men lykkeligt glemt straks bagefter.

Lån bogen på biblioteket