To dage i juli af Stig Dalager

Von Stauffenberg – en af hovedmændene i det mislykkede kup mod Hitler den 20. juli 1944 – var helt på det rene med, hvordan han og hans medhjælpere ville blive opfattet af store dele i efterkrigstidens Tyskland – nemlig som forrædere. Var attentatet i førerbunkeren i Østpreussen lykkedes, havde det givet næring til endnu en dolkestødslegende – en legende, som den der blev skabt i Tyskland efter Første Verdenskrig, og som af nazisterne med succes blev brugt i propagandaen og retorikken op til Anden Verdenskrig.

Dolkestødslegenden var myten om, at Tyskland ikke tabte Første Verdenskrig militært eller strategisk, men at kejserrigets sammenbrud skyldtes den indenrigs revolution, der kulminerende i november 1918.

Kontrafaktisk historietænkning har sin berettigelse her. For den siger meget om, hvilke kræfter de fortrinsvis konservative og nationalt indstillede attentatmænd var oppe imod. Endnu i 1944 var det tyske folks tillid til Hitler usvækket. På dette tidspunkt var der kun trekvart år til Tysklands endelige og ganske ufattelige ødelæggelse i foråret 1945. Jo mere krigsafslutningen nærmede sig, desto mere fanatisk og bizar blev opbakningen til regimet.

Der var regimemodstandere og også desillusionerede militærspidser, der mente, at Tyskland var nødt til at komme helt ned i støvet. Og de indså den fare, der kunne lige i, at »nazi-regimet blev snigløbet indefra«.

Stig Dalager udgav romanen »To dage i juli« i 2002 og fik lunkne anmeldelser i Danmark, men oplevede den sjældne ære, at få sin bog – forfattet af en dansker om et betændt tema i tysk historie – oversat til tysk og udgivet af det anerkendte Aufbau-Verlag. Uden kvaliteter er bogen bestemt ikke. Jeg vil dog foreslå, at man blandt andet læser bogen ud fra det ovennævnte perspektiv. Nu gik attentatet galt, og dermed var attentatmændene blot med at styrke Hitlers position som Übermensch, hans udødelighed og usårlighed.

Det er en vanskelig opgave, Stig Dalager har stillet sig selv overfor. At skrive en dokumentarisk roman med det indbyggede forsøg at afdække Hitlers psyke kræver sin forfatter. Mens store dele af romanen er lige lovlig konstrueret, så er det ironisk nok den sygdomsplagede og neurotiske Hitler i betonbunkeren, at Dalager svinger romanen op på et højt niveau.

Hovedpersonernes, Stauffenbergs og Hitlers liv, genfortælles som tilbageblik i inde monologer og fylder langt over halvdelen af romanen. Romanen er velskrevet og letlæst og kan anbefales til læsere, der vil have en indføring i eller have genopfrisket deres viden om begivenhederne den 22. juli 1944.

Romanen perspektiverer ikke, selv om den dog viser, hvad der drev primært Stauffenberg og de andre i spidsen for attentatet. Og det var ikke blot en etisk indgang. Stauffenberg var aristokrat, nationalkonservativ og havde selv deltaget i overfaldet på Polen. Jøder og polakker opfattede ham som »pøbel og afskum«. Næh. Meningen var at redde Tyskland blandt andet med østgrænserne fra 1914.

Lån bogen på Bibliotek.dk