150
2005
0-7851-1391-6
writer, Garth Ennis ; penciler: Lewis Larosa ; inker: Tom Palmer
Velkommen til det store selvtægts-tagselvbord, hvor enhver forbryder straffes, næsten altid med død til følge. Handlingen er ligetil, og alligevel tilpas fyldig til at berettige Punishers massemord på en hulens masse grimme knægte, hvilket altid er kernen i serien. Foruden politiet, er der to fraktioner, der begge vil have fat i Punisher. Den ene er mafiaen, som vil ham til livs, den anden er en obskur uofficiel efterretningsorganisation, der ønsker at bruge ham til at jagte terrorister. De bruger Punishers gamle makker Micro som madding, men de to er bare gamle makkere og absolut ikke venner. Alt går galt. For alle.
Punisher ser indimellem fuldstændig ud som Clint Eastwood, og det halvrealistiske grafiske udtryk gør volden ret grum. Så grafisk adskiller ‘In the beginning’ sig voldsomt fra det overkarikerede og übergeile to-bindsvæk ‘Velkommen hjem, Frank’, som Ennis også står bag. Her var volden godt nok makaber, men så overdrevet at det blev morsomt. ‘In the beginning’ er der ikke meget sjov ved. Det er rå gangsterfilmsvold, iklædt et råt gangsterfilmsplot.
Man kunne forledes til at tro at ‘In the beginning’ har fokus på hvordan det startede, hvordan Frank Castle blev det Punisher, men det fylder meget lidt, og det er også fortalt mange gange før. Til alt held får det her trekantsdrama mellem efterretningstjenesten, mafiaen og Punisher lov at fylde det det skal, og det er reelt bare en undskyldning for at lade læseren se Punisher myrde løs. Så man kan få den indre svinehund tilfredsstillet mens Punisher maltrakterer den ene mafioso efter den anden. Alt er ved det gamle, og det er absolut ikke skidt.