The portable Henry Rollins af Henry Rollins

The portable Henry rollins er et bredt vue over forfatter, ‘sanger’ og historiefortæller Henry Rollins allerede på dette tidlige tidspunkt store litterære produktion. En antologi med uddrag fra et dusin udgivelser der favner over prosa, dagbogsnotater, interview med andre notabiliteter såsom Jerry Lee Lewis, digte, korte tekster og noveller af såvel autobiografisk som semifiktivt tilsnit.

Rollins dagbogsnoter er rige på vitaminer til både tanke og sjæl, fyldt med en selvindsigt, der gennemsyrer hans altid lurende vrede. Med Rollins er man i maskulint selskab, den slags maskulinitet der først og fremmest er ren intelligens og intellekt, baseret på et fundament af basal fysisk styrke og en autentisk vrede der gør maskuliniteten ekstremt potent og håndgribelig. Her er en mand der kan bakke sine ord 100% op; sende dig på skadestuen om nødvendigt. Ergo skal man ikke lade sig snyde af den lettere homoerotiske forside.

Størstedelen af uddragene er Rollins tanker og refleksioner på de noget vanvittige ting han oplever. Det er intelligente skriverier, med både bid og humor, og der er også plads til mere kreative overvejelser der indimellem driver over i ren dagdrømmeri og fri fantasi. Men det er også bundet til en syret virkelighed; I et par år er han nabo til et såkaldt ‘crack-house’, hvor politiet dagligt rykker ind og de sociale problemer er så store som den slags kan blive. På et tidspunkt bliver en mand drabt på gaden.

I 1991 er der Rollins egen tur, da han og kammeraten Joe Cole bliver holdt op af to bevæbnede mænd udenfor Rollins hoveddør. En pistol går af, Rollins sætter i løb, og undgår med ganske få centimeter et skud der eller ville have dræbt ham; Joe Cole har ikke samme held. Han dør allerede af det første skud. Det er klart at en sådan oplevelse kommer til at påvirke Rollins, og de første par år efter drabet er han vitteligt helt i kælderen. Bidderne fra ‘Eye scream’ og ‘Solipsist’ er netop fra den sorte periode og dækker prosaiske mininoveller hvis dystre, destruktive tankesæt har grobund i en Rollins i værst tænkelig depressiv tilstand. Det er hård læsning, og man griber sig selv i at tænke hvad det skal gøre godt for. Rollins skriver selv i introduktionen til ‘Solipsist’ at han længe overvejede for og imod at udgive. Krads kost, der sætter den relativt brutale ‘Get in the van’ i et noget mere afdæmpet lys. Dagbogsnoterne derfra fortæller om tiden som ung på tour med punkbandet Black Flag, hvor publikum afreagerer på bandet med vold, kasteskyts og spytklatter. Ikke overraskende en behandling der som dagligdagshændelse ikke kan undgå at påvirke den mentale tilstand negativt.

Jeg vil ikke sige at Rollins er Gud, men god – det er han.

Lån bogen på biblioteket