The Groo carnival af Sergio Aragonés og Mark Evanier

Fire afsluttede historier med manden der ved sin blotte tilstedeværelse nedkalder katastrofer uanset hvilke situationer han bringes i.

Groo er sulten og ankommer sammen med sin ven vismanden til en by hvor alle sulter, men de har æbler nok. Lækre æbler. Meget store flotte røde æbler. Hellige æbler. Vismanden siger at der bag hver en overtro gemmer sig en sandhed og at han og Groo hellere må lade æblerne være. I den næste by gentager historien sig, nu blot med grise. Vismanden får hvisket Groo i øret at han kan fortælle de første om de sidstes grise og omvendt. Snart er en borgerkrig anført af Groo i gang. Og da Groo og vismanden til slut svineæder svin med æbler, går det naturligvis galt. Der var jo en mening med overtroen.

Den (knapt så) ædle og flotte kriger er hovedperson i de to næste historier, hvor det lykkes ham at tilkæmpe sig al hæder og ære, mens Groo ved rene uheld kommer til at gøre al det heltemodige arbejde.

Til slut må Groo rejse med en omrejsende teatertrup for at arbejde for dem og bøde for de ødelæggelser han indledningsvis er skyld i. Gang på gang misforstår Groo at det kun er skuespil når den onde konge overfaldes af heltene, og banker derfor de stakkels angribende skuespillere til plukfisk. Aften efter aften. Indtil han til sidst fatter at han bare skal spille med, da der som altid i universet sker noget ulogisk og en revolution rammer forestillingen. Nu gør Groo intet. En af den slags historier hvor Groo gør det forkerte på det rigtige tidspunkt, for til sidst at gøre det rigtige på det forkerte tidspunkt.

Sagde jeg at albummet er superbt?

Lån tegneserien på biblioteket