Sven Tveskæg – Danernes sidste viking af Preben Mørkbak

For længe siden læste jeg Preben Mørkbaks bøger om Erik den Røde, hvilket var en blandet fornøjelse (http://bogrummet.dk/ind.asp?VisAnm=1649 og http://bogrummet.dk/ind.asp?VisAnm=1650). Det var derfor med en god portion skepsis at jeg tændte min e-bogslæser, og indlæste første bind af en to-binds serie om Svend Tveskæg, bindet med undertitlen Danernes sidste viking.

Bogen handler om prins Svend Haraldssøn (senere kendt som vikingekongen Svend Tveskæg), og om hans opvækst og ungdom i skyggen af faderen, Harald Blåtand. Som tilskuere til Svends liv, kan vi se at han kun har to muligheder i livet: 1. At underkaste sig sin fars luner og blive en vatnisse, eller 2. At stå op imod ham, og blive en sand viking. Svend vælger det sidste, og ender med at blive en underligt tiltrækkende person, som samtidig er ganske frastødende. At han ender med at slå sin far ihjel, bliver faktisk helt forståeligt – hvor uforståeligt det end må lyde.

Preben Mørkbak vil med sin bog gøre op med glansbilledet af kong Harald Gormssøn (Blåtand), som den der samlede Danmark og gjorde Danerne kristne. Mørkbaks påstand er, at Jellingstenens runer ikke er det granit værd de er hugget i. Den sande samler af Danernes rige blev sønnen Svend. Det med kristendommen var udelukkende en politisk manøvre fra Haralds side, for at få fred for Kejser Otto I syd for Dannevirke, og det er da heller ikke noget Svend gør ret meget for at føre videre. Det med den politiske manøvre er der, mig bekendt, stor enighed om, blandt folk der ved noget om de ting. Det med Haralds samling af Danernes rige – eller mangel på samme – er nyt for mig, men som Mørkbak fremstiller det, bliver det faktisk ganske plausibelt.

Preben Mørkbak har fået skruet en god fortælling sammen, og jeg afventer bind to med spænding. Jeg håber dog, at Preben Mørkbak har fået mere styr på dialogerne i næste bind. Det er muligt at han kan skrive en god historie, men dialogen slår hans karakterer flere felter tilbage. Den er opstyltet, unaturlig, uvedkommende og utroværdig. Især drengen Svends måde at tale på, er prøvelse at komme igennem. Svend taler og tænker som en gammel viis mand, og bliver derved fuldstændig utroværdig som karakter, og det er en ret uheldig egenskab at påføre sin hovedperson. Men, lad os se hvor galt det går i bind to, når det udkommer til januar næste år (2014).

Lån bogen på bibliotek.dk