137
2012
978-87-7090-825-2
Ziek
Belle er 12 år gammel og meget syg. Hun ligger på hospitalet efter en operation og alle synes hun er en stakkel. Belle prøver at holde humøret oppe selvom det er svært, når alle synes det er synd for hende. Hendes forældre er skilt og kan ikke være i rum sammen. Belles mor græder en hel del, når hun ikke er ude for at ryge og Belles veninder er ikke ligefrem de bedste veninder i verden. Men heldigvis har hun en dejlig bedstemor og verdens bedste bedstefar, der ikke behandler hende som en stakkel, så dem kan Belle være sig selv sammen med.
“Superstakkel” er nærværende og rørende historie der giver dig noget at tænke på. Belle er både omsorgsfuld, sød, syg og styg. Hun er 12 og hun tror hun skal dø. I en notesbog skriver hun korte erindringsbilleder fra sit 12-årige liv og en enkelt virkelig sød historie om hvordan verdens første kys blev til og hvordan folk fortsatte med at kysse.
På hospitalet handler livet mest om at være træt, at kaste op i den nyreformede skål og at lade være med at græde, for det er der nok der gør. Historierne i notesbogen handler mest om Belle og hendes forældre. Om hvordan det var da de begyndte at skændes mere og mere og om Belles far, der ikke altid kommer hjem igen og til sidst glemmer hendes fødselsdag. Men også om de forelskede forældre, da Belle var yngre. Forældre, som kyssede og grinede og fjollede rundt så Belle både var flov og glad.
Det er Belle der fortæller og derfor er det ikke en tudebog. Man bliver ked af det på Belles vegne, men hun er lige tilpas arrig til, at det ikke kun er synd for hende. Hun kan være så streng ved andre, at det også er synd for dem.
“Superstakkel” er stærk, sjov og troværdig. Den kan sagtens læses selvom man måske egentlig ikke har lyst til at læse om en pige der er alvorligt syg, for den handler også om hvordan folk begynder at tale rigtig sammen, når der ikke længere er tid til at være høflige.