Stella Maris af Cormac McCarthy

‘Stella Maris’ er fortsættelsen til ‘Passageren’, men hvor Bobby Western er hovedpersonen i sidstnævnte, er hans søster, Alicia Western hovedpersonen i denne roman, der starter med at Alicia dukker op på et behandlingshjem for sindslidende, kaldet Stella Maris, i Wisconsin. Bogens handling består af en række samtaler med behandleren, hvor vi bl.a. bliver lidt klogere på hendes meget nære og knap så sunde forhold til sin bror, hendes forhold til faren der var atomforsker, hendes lysende matematiske begavelse, og hendes surrealistiske hallucinationer hvor ‘ Drengen’ eller ‘Thaladomid-drengen’ med hænder formet som ovnhandsker er omdrejningspunktet.

Som i ‘Passageren’ er bogen præget af en mørk rugende stemning, måske ikke så underligt når vi taler om sindslidelse og anstalt, og også et ret langsommeligt handlingsforløb. Heldigvis dog alligevel hurtigere end i ‘Passageren’, og Alicias samtaler med behandleren er også ret kvikke; ikke mindst er hendes kække eller lidt næsvise svar til behandlerens standardspørgsmål underholdende. En stor gåde for mig er dog hvorfor selve beskrivelsen af Alicias surrealistiske hallucinationer, der opstår når hun ikke tager sin medicin, er inkluderet i ‘Passageren’ og ikke i ‘Stella Maris’. De havde passet så meget bedre ind i ‘Stella Maris’, mens de virkede aldeles malplacerede i ‘Passageren’.

Til gengæld får vi side op og side ned lange filosofiske samtaler (næsten-monologer med Alicia) matematikkens væsen og skønhed, hvorved vi stifter bekendtskab med matematikere som Frege (herunder hans Grundlagen), Wittgenstein, Russell, Gödel, Aristoteles og mange, mange andre. Med mindre man er filosofisk og-eller matematisk-nørdet på et ret højt niveau er det dræbende kedsommeligt. Det var det i hvert fald for undertegnede. Kan være, der er en dybere mening i det, og at McCarthy havde en mening med at skrive bogen som sådan, men i så fald går begge dele over hovedet på mig. Paradoksalt nok er ‘Stella Maris’ bedre komponeret og noget kortere end forgængeren, men endnu mindre værd at læse. Fans af McCarthy som kender ham fra fx. ‘Blodets meridian’ og ‘Ikke et land for gamle mænd’ bør undgå denne bog og dens forgænger, hvis de vil undgå at blive slemt skuffede.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk