Stankelbenet af Henriette Kinch

En barsk omgang at læse, men det vidste jeg godt. For her kommer man helt tæt på en ung kvinde der har anoreksi og som slet ikke kan overskue tilværelsen. Hun aner dog ikke hvorfor hun har anoreksi og det prøver hun at finde ud af sammen med dem der hjælper hende, der hvor hun er indlagt. Man er med til måltiderne som hun kæmper sig igennem, man er med når hun har døgnvagt, man er med når hun har kontakt til sin familie. Man er med hele tiden. Og man får virkelig et billede af hvor svær en sygdom det er at kæmpe imod. I hendes tilfælde er der to sider. Der er hende der gerne vil være rask og som ønsker et teenageliv med kærestesorger, bumser og sjov og ballade. Og så er der hende der er syg, som hun selv opfatter som et stankelben der kravler rundt på hende og fortæller hende hvor uduelig, håbløs og fed hun er. Det er en bevægende og svær bog at læse, men den er yderst relevant for det er virkelig en sygdom der gerne må komme endnu mere fokus på end der er i forvejen. Og det virker helt klart som om at ved at fortælle denne historie om en der på sin egen vis kommer nogenlunde igennem, så er det en mulighed for andre med samme sygdom at opdage at der findes muligheder og at opdage man kan få et liv i sidste ende. Rask ved jeg ikke om man kan kalde hovedpersonen, men hun gør hvad hun kan for at prøve at blive det. Og det er den kamp der er så beundringsværdig. Især hvis den kamp kan inspirere andre til at kæmpe imod.

Bogen er hurtigt læst, og selv om der er få korrekturfejl, så er de ikke skæmmende. Man er opslugt af at følge med i hovedpersonens liv, og som læser bliver man både træt og frustreret sammen med hende. Det er også et godt billede af at nogen behandlere er bedre end andre. Og det er rigtig vigtigt at få fokus på, for vi er ikke ens som mennesker og selv med samme lidelse skal man nogen gange udfordres på forskellig vis. Så det er en god pointe i historien.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket