Stål og uld og ståluld af Maibrit Nielsen

Årh hvor er den bog dog svær at beskrive. Svær at læse og svær at huske noget fra. Den er skrevet i en form, som gør at man hele tiden skal tænke over, hvem det er der fortæller, nemlig hovedpersonen selv, og den er bare tung og lettere forvirrende, til trods for den ikke er særlig lang.

Bogen handler om en kvinde, der ikke rigtig kan finde ud af tilværelsen. Hendes tilgang til tingene er nærmest sygeligt OCD lignende, men alligevel er hun vist egentlig ret normalt fungerende. Det er så svært at blive klog på. Men i hvert fald handler den om hendes liv. Hendes hjem. Hendes had til alt gult. Hendes veninde. Hendes parforhold.

Der er langt imellem, at jeg virkelig er i tvivl om, hvad det præcist er, jeg har læst, men det er jeg altså med denne. Jeg er i tvivl om handlingen, hvad ideen er, og hvad det er, forfatteren gerne vil fortælle. Jeg er i tvivl om, hvem bogen skal forestille at henvende sig til, og jeg er i tvivl om, om jeg faktisk har forstået den.

Det er, så vidt jeg kan lure, en historie om den her kvinde der møder en mand, som hun virkelig falder for. Hun får vist et barn, eller forestiller sig det, for der er også noget med, at hun mister et… Det er her, jeg er rigtig i tvivl om handlingen, og vist ærlig talt ikke helt har forstået den. Og så handler den om, at når manden så går fra hende og finder en anden, så er hun alligevel ikke tilfreds med at være blevet alene, selv om hun selv mener, hun trives bedst, når hun er i fred.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal beskrive bogen, og jeg tror meget, det handler om sproget i den, som for mig var svær at holde fast i, da den kvindelige hovedperson omtaler sig selv nærmest set udefra.

Den fanger desværre aldrig.

Lån bogen på bibliotek.dk