Sort mælk af Paul Celan

Paul Celan er hyldet som en af det 20. århundredes store europæiske lyrikere, og alligevel har han ikke formået at bryde ud af en ret snæver kreds af lyriklæsere herhjemme. Dette er måske hvad denne udgivelse forsøger at råde bod på.

Paul Celan født i 1920 i det daværende Rumænien (Ukraine i dag). Hans opvækst var jødisk, hans digteriske sprog og modersmål tysk, han var Holocaustoverlever, og endte på tragisk vis sine dage for egen hånd i Frankrig anno 1970. En splittet, forpint skæbne, som til trods for den præmature død, formåede at yde et uvurderligt bidrag til den europæiske litteratur!

Udgivelsen “Sort mælk” er et samsurium af digte udvalgt og oversat af Peter Nielsen, som har været på rov i Celans omfangsrige lyriske forfatterskab. Resultatet blev denne mesterlige bog, som ubesværet bevæger sig gennem hele forfatterskabet, og fint illustrerer dettes udvikling fra at være bearbejdninger af verdenskrigens rædsler, til de nyere og mere selvomkransende digte. Et meget elegant udvalg, som på intet tidspunkt efterlader læseren i noget limbostadie uden rød tråd.

Samlingens ubestridt mest kendte digt “Dødsfuga” (orig. “Totesfuga”), var det eneste digt jeg på forhånd kendte, og det skuffede på ingen måde ved genlæsningen! Der demonstreres i dette digt en nøgtern kynisme overfor krigens rædsler, som fremkalder dobbeltgruopvækkende billeder for sindet under læsningen, som havde det været beskrevet med større patos. Når teksten nonchalant konstaterer “vi graver en grav i vindene dér ligger man ikke trangt” så løber det koldt ned ad ryggen på undertegnede! Der findes i denne del af digtsamlingen en afmagt overfor verden (ikke underligt Celans baggrundt taget i betragtning), som giver digtene en egen energi, som aldrig helt kan udtømmes, ligegyldigt hvor mange af min slags der kaster sig over sønderrivende analysearbejder. Mesterligt, intet mindre er der at sige om det.

Senere i digtsamlingen, når vi frem til de såkaldt “hermetiske digte”. Dette vil sige, digte som er centreret om sig selv, og derved ikke har de tidligere digtes mere direkte kobling til verden/historien. Tag eksempelvis i digtet:

“Efter mig, den druknede,
kaster du guld:
måske lader en fisk
sig bestikke.

Giv mig, død
Min stolthed.”

Ikke megen historisk ramme at hente her.

Jeg må sige, at denne samling er fantastisk flot udført, og oversættelserne er der ikke en finger at sætte på. Det digteriske indhold hører også til i absolut verdensklasse, men personligt finder jeg så afgjort mest kvalitet at hente i den ældre del af samlingen. De nyere digte er på ingen måde ringe, men virker måske lidt for påtagede når man ser på dem med 2015-briller – men det burde man måske heller ikke at gøre? Jeg ender med at give samlingen 4 stjerner, og så en ekstra halv stjerne for Jørn Erslev Andersens fantastiske efterskrift, som vil virke som en god ledestjerne for den uindviede læser!

Lån bogen på Bibliotek.dk