Som om vi aldrig rigtigt fandtes af Rikke Dahl

En hel håndfuld stjerner til denne flotte debutroman af Rikke Dahl. Hver og en er fortjent.

Bogen er genialt skruet sammen, vi får stille og roligt fortalt en grum historie bid for bid, hvor handlingen primært ligger skiftevis i 1993 og 2013 – med tråde længere tilbage i tiden.

Vi starter i 2013. Christin får en opringning fra Elisabeth, en stemme fra fortiden, som hun ikke har hørt i lang tid, men absolut heller ikke har savnet. ’Lyden af Elisabeths stemme bibragte mig minder om et fedladent, nysgerrigt ansigt og et blik, der altid syntes at vide noget om mig, som ingen andre vidste.’ Elisabeth fortæller, at deres fælles barndomsveninde, Kathinka, er død, og hun tænker, at Christin gerne vil vide det, og måske deltage i begravelsen? I samme telefonsamtale nævner Elisabeth, at også Nikolaj er død – en oplysning, der i langt højere grad påvirker Christin, som beslutter sig for at tage tilbage til sin barndoms by. For første gang siden hun forlod byen for 20 år siden.

I 1993 hang Christin ud sammen med gruppen ’Smalltown Empire’ med Nikolaj som frontfigur– deres første rigtige koncert blev en stor succes.  ’I nat blev de stjerner’, skrev Micki i den lokale avis. Men samme nat skete der noget, som gjorde, at gruppen opløstes og spredtes for alle vinde.

I 2013 er Christin tilbage, og sammen med journalisten Micki Reiss begynder hun at grave i fortiden.

Bogen er virkelig velskrevet, den er spændende, godt komponeret – jeg elsker alle de små detaljer, sætningerne er fyldt med, som fortæller så meget om personer og begivenheder. Ud over at være en krimi er det mest af alt en fortælling om en gruppe unge mennesker, og nogle meget voldsomme hændelser, der har præget dem og formet deres videre liv. Sort samvittighed og skyldfølelse kan virkelig ødelægge et menneske. Hændelser i barndommen og ungdommen, som er blevet gemt væk, hemmeligheder, som aldrig må slippe ud, kan ligge og ulme og gøre, at man ikke kan finde ro.

Relationerne mellem de unge og deres forældre er også en vigtig del af deres udvikling; de meget forskellige vilkår de unge har, beskrives så fint. Der er Micki, en klog, lidt nørdet fyr, hvis mor er dement og som kræver, at han aften efter aften sidder hjemme og ser Lykkehjulet sammen med hende. Det påvirker hans sociale liv, han har ingen venner, tror, at de andre ikke gider ham, ser ned på ham – mens de tror, at han ikke vil være sammen med dem, fordi han er intelligent, mere moden end dem. Læseren får fortalt flere små situationer, set med både Mickis og andres øjne. I 2003 bor Micki i sit barndomshjem, som ser ud som dengang – Christin træder ind i en tidslomme, er på flere måde tilbage i 1993.

Flere personer kommer på skift til orde, hvert kapitel har en overskrift, der viser, hvem og hvornår. Det fungerer supergodt, og giver forskellige vinkler på historien. Forskellige mennesker – forskellige opfattelser – selv om de er på det samme sted på samme tid.

Jeg vil gerne anbefale bogen til alle, også dem, der ikke plejer at læse krimier, da det ikke er en krimi i traditionel forstand, men mest af alt en spændende fortælling om mennesker og hændelser – nogle tilfældige, andre ikke.

Lån bogen på Bibliotek.dk