Som brødre vi dele af Lisbeth Brun
238
2012
978-87-02-12995-3
Hovedpersonen Helle er i 40’erne. Som lille blev hun bortadopteret, da hendes mor flyttede sammen med Villy, som havde gården Fjordagerholm ved Limfjorden. Moren havde allerede et barn udover Helle, og Villy syntes, det måtte være nok med én bastard.
Som ung pige kommer Helle dog på sporet af sin biologiske mor, og hun flytter til Limfjorden, hvor hun – uden at fortælle hvem hun er – begynder at få sin daglige gang på Fjordagerholm som Villys hjælper på rideskolen. Her møder hun også sin mor og sine to halvbrødre. Men hvor længe kan denne fortielse fortsætte?
Lisbeth Brun er en dygtig forfatter, som skildrer sine personer og miljøer gennem de små detaljer. Hun skriver lavmælt og uden store armbevægelser, og fortæller både om hverdagen og om de svære valg i livet. “Som brødre vi dele” er både en form for familieportræt, men også et egnsportræt som levende beskriver det forblæste landskab.
“Som brødre vi dele” er en selvstændig fortsættelse af “Vejs ende” (2006) og “Det du mister” (2011), eller måske kan man snarere kalde det en parallelroman, idet handlingen foregår samme sted men lidt forskudt i tid og personkreds. På den måde kan Lisbet Bruns romaner sammenlignes med Ida Jessens ”Hvium-trilogi”.
Jeg har ikke læst de to første romaner, men har absolut fået lyst, idet der ligger så meget usagt i romanen, som jeg håber at få mere styr på ved at læse de to første. Og så håber jeg også, at Lisbeth Brun vil komme med en efterfølger, for jeg vil rigtig gerne vide, hvad der sker med Helles halvbrødre.
En fin og vedkommende roman som i Weekendavisen fik følgende ord med af Klaus Rothstein: “Hvis man tager Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen og blander dem med Hans Otto Jørgensen og Josefine Klougart, får man en jysk situeret prosa, hvor livsomvæltende begivenheder fortælles lavmålt og side om side med lyriske sprogregistreringer af naturens stemninger. Og alt det får man også, når man læser en af dansk litteraturs bedst bevarede hemmeligheder: Lisbeth Brun.”
