Solen går sin gang af Ernest Hemingway

Lad os være ærlige: Hemingways debutroman fra 1926 “Solen går sin gang” ville ikke være blevet publiceret i dag, ikke i sin nuværende form. Bogen indeholder utilslørede antisemitiske passager – hvilket åbenbart har været ok i 1920’ernes USA, men heldigvis ikke er det længere. Og uanset om det har været ok eller ej, er det stadig usympatisk.

Det er den latterliggjorte figur Cohn, som Hemingway bruger som udgangspunkt for at generalisere om jøder. Bestemt ikke på Goebbels-niveau, men alligevel med en ækel snert. Sådan lidt hyggeracisme.

Det er fint og forståeligt, at Lindhardt og Ringhof genudgiver en af verdens mest kendte debutromaner af en senere nobelpristager, men dybest set burde bogen nok lige tilføjes en lille passus om forfatterens syn på jøder.

Rasmus Hastrups nyoversættelse skal tydeligvis tjene til at gøre værket mere egnet for nutidige læsere, og det lykkes et langt stykke hen ad vejen. Undertiden bliver det dog lidt corny. Man “sprayer” sågu da ikke støvede gader; man skyller dem; come on.

Anyway. Bortset fra jødespørgsmålet, er “Solen går sin gang” så en god bog? Velskrevet? Interessant? Læseværdig?

Mestendels. Hemingway er utvivlsomt påvirket af modernismen og skriver en ligefrem prosa uden falbelader. Stilen er kendetegnet ved en usentimental humor og skarp sarkasme, hurtige replikskifter, afsnuppede personkarakteristikker samt ekstremt detaljerede og indsigtsfulde rejsebeskrivelser.

Denne karske, mandige facon var et nybrud dengang og skaffede den kun 27-årige Paris-korrespondent mange beundrere af begge køn.

Efter sigende er “Solen går sin gang” en nøgleroman om amerikanske expats i Paris. Dette er selvsagt uden interesse for danske læsere små 100 år siden, da vi jo ikke aner, hvem Hemingway måske hentyder til, så lad os nøjes med at konstatere, at de mondænt livstrætte personer – den übercool, impotente journalist Jake, high society-kvinden Brett og deres forlevede venner – ryger, drikker og udveksler kyniske kommentarer i endeløse baner…

… mens de flanerer omkring i et charmerende, forlystelsessygt Paris; i en spansk flække, hvor der virkelig bliver fisket igennem; og i et farverigt Pamplona under det årlige tyreløb Fiesta de San Fermin, som varer syv hele døgn og omfatter nonstop-druk, dans i gaderne og blodige tyrefægtninger.

Det mærkes tydeligt, hvordan unge Hemingway brænder for det fremmedartede, det farlige, kampen mellem menneske og dyr/fisk, forglemmelsen i rusen. Det er især disse indlevede sansninger, der gør “Solen går sin gang” til et usædvanligt værk og en kickstart på karrieren for en forfatter på vej mod stjernerne.

Slutningen er i øvrigt ualmindeligt elegant.

Lån bogen på biblioteket