Solen er så rød af Henriette Houth

“Toogfyrre år efter min mor blev min mor, tog hun sit eget liv. Femogtredive år tidligere gjorde min far det samme.” (fra bogens første side).

Det er jo noget af en brutal start på en bog. Så er tonen ligesom slået an og man ved, at det ikke er en feel-good-roman man er begyndt på.

Der er tale om en autofiktiv roman, der handler om forfatterens egen opvækst i en dysfunktionel familie, hvor faderen udadtil er en flot og veluddannet læge, men derhjemme et regulært dumt svin. En mentalt fraværende far og en mor, der finder sig i alt for meget lort fra sin mand, der er en tyran. En far med mange mislykkede forhold bag sig – og gode grunde til, at ingen kan holde ham ud.

I dette miljø vokser Henriette Houth op og ender som sagt som voksen i den situation, at hun kan sige begge hendes forældre valgte at tage deres eget liv.

Bogen er dels en beskrivelse af forfatterens opvækst i dette dårlige miljø, en slags beskrivelse af forældrenes ægteskab, en bog om forholdet mellem forældre og børn når det ikke er ideelt – men måske først og fremmest en bog om at lære at leve når dem, der skulle lære en det har valgt livet fra. Det er også en bog om at finde ud af, at man dels har levet på en løgn da faderens selvmord forties for forfatteren og hun først som voksen finder ud af sandheden – for kan man regne med noget som helst fra andre når ens primære omsorgspersoner både lyver og for øvrigt ikke kan holde egen tilværelse ud?

“Solen er så rød” er en af de bedste bøger jeg har læst om dette emne. Bogen er usentimental og falder ikke i fælden om at “det er synd for mig” (selvom det faktisk er synd at vokse op i sådan et miljø). Bogen er velskrevet, spændende men også samtidig grum og tankevækkende. En bog, som er svær at ryste af sig og en bog, der virkelig har gjort stort indtryk på denne anmelder.

Rigtig fin og læseværdig bog.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk