Slagteren af Øystein Wiik

James Bond er tøset socialrealisme ved siden af norske Øystein Wiiks krimithrillere med kulturjournalisten Tom Hartmann i hovedrollen.

I første epos, “Tenoren”, gik en fæl massemorder efter verdensberømte sangere, og på ulyksalig vis var Tom Hartmann ved at få skylden for det hele, før han til slut fik rodet sig ud af den højspændte affære med det meste af skindet på næsen.

I “Slagteren” havner Tom Hartmann atter engang ufrivilligt i begivenhedernes centrum. En særdeles blodtørstig sjæl begår nogle spektakulære mord på berømte malere og en enkelt kunstkritiker, og sporene fører fra vinterkolde Norge til det solbeskinnede millionærparadis Cap Ferrat i Sydfrankrig.

Her er Toms gamle ven Eddie kommet til at ombringe en smuk kvinde, der var gift med den mystiske, hovedrige hollænder Kees van Delden. van Delden bor i en fantastisk villa med udsigt over Middelhavet og er ejer af en komodovaran, der som bekendt elsker al slags kød – også mennesker, døde som levende. Han er samtidig partner med Toms gamle flamme, Irene Willum, i det ekstremt succesfulde selskab IAI:

“International Art Invest var den ultimative løsning. Milliardærer med dårlig samvittighed og angst for at ryge i fængsel kunne pludselig sluse deres penge ind i et agtværdigt projekt. Kunstinvesteringer. En skattemæssig frihavn. Og i tilgift kunne de skaffe sig et gloriøst omdømme som kunstmæcener. Hvem havde brug for et skatteparadis, når der fandtes sådan et tilbud?”

Omgivet af kyniske småsvindlere, internationale skurke, en topmafioso, en mand og en kvinde med vandtætte dækidentiteter og hver sin hemmelige mission – alle med fuldkommen foragt for menneskeliv – må Tom Hartmann overgå sig selv for bare at overleve. Især da nogen igen prøver at tørre skylden for både mord og kunstsvindel af på ham.

Øystein Wiik skriver for at underholde, og det er da bestemt en honet ambition. Der er ikke et kedeligt øjeblik i “Slagteren”, over stok og sten går det med 240 km/t, og læseren stopfodres undervejs med ækle mord, sanselig elskov og et generøst kig ind i de superriges glitrende verden.

Men for meget af det gode kan nemt føles anmassende. Som “Tenoren” består “Slagteren” af en velvoksen portion tomme kalorier, der måske nok giver smagsløgene en kortvarig tilfredsstillelse, men efterlader læseren med en tom og flov fornemmelse i det mentale fordøjelsesapparat.

Lån bogen på Bibliotek.dk