Skyggedanseren af Sara Omar

“”Når man går op imod vinden, taber man fart, men det betyder ikke at man skal vende om. Måske kan du prøve at prædike for dem”
“Min tro tillader ikke kvinder at prædike, ved du nok.” Hun trak sig ud af hans favn og begyndte at gå tilbage mod køkkenet.”

Frmesk’ bedsteforældre har mange af den slags små samtaler. Han er ikke muslim, hun er muslim og sammen har de en søn, der er imam.  Men Gawhar, som Frmesk’ bedstemor hedder finder mindre og mindre trøst i sin tro. Som dødevasker har hun vasket mange urene kvinder, som ingen andre ville gøre klar til graven. Hun har altid koranen og sin bedekrans på sig, men vakler i troen og fortvivles over det. Men hvordan kan det være rigtigt, at mennesket skal dræbe i Allahs navn spørger hun gang på gang sig selv om.

Og da hun og Darwésh finder ud af, hvad Frmesk har været udsat for, både i hjemmet og i Guds hus søger hun endda at brænde sin koran. Hun synes at ordene er fremmede nu, og at det imamerne siger, slet ikke er det Guds ord hun kender. Darwésh forsøger at konfrontere Frmesk’ overgrebsmænd, men retfærdighed er der intet af i Kurdistan og da repressalierne bliver voldsommere end vi som læsere på nogen måde kan forestille os, ser bedsteforældrene ingen anden udvej end at sende Frmesk, hendes biologiske søskende og biologiske forældre til Danmark.

Forældrene bliver skilt, men da faren stadig kommer i hjemmet og lader sin vrede gå ud over den resignerede mor og de mindre søskende har Frmesk stort set intet andet frirum end den litteratur hun skriver. Da faren erfarer at Frmesk skriver, og endda læser sine digte op offentligt vil hans vrede ingen tage og volden tager igen til.

Frrmesk har mødt en tysk kurder, som bejler til hende, men hun er ikke overbevidst om hans ærlighed og hans sande natur. Faren har på mystisk vis hørt om den omkring 15 år ældre mand, og får i hast arrangeret et ægteskab mellem de to, der nu slår sig ned i Tyskland.

Jeg ved ikke, hvor meget af det Frmesk gennemlever i bogen, der er følt på forfatterens egen krop, og hvor meget der er hørt / erfaret i Sara Omars hjemland Kurdistan. Hvad Sara Omar selv har oplevet er dog ikke nødvendigt for mig som læser at vide. Frrmesk er levende skildret og jeg ved nok om religiøs fanatisme til at vide, at det, der sker i Dødevaskeren og Skyggedanserens desværre ikke er ren fiktion. Hvor ville jeg ønske at det var.

Jeg finder det helt ubegribeligt, at man kan lade være med at vende om, når man er i så stærk modvind, at man kan dø af det. Ikke desto mindre er der forfattere, sangere, kulturpersonligheder, fædre, mødre, søstre, børn, …..der gør netop dette dag efter dag. Fortsætter.

Jeg forstår ikke, at man kan leve som mindretal i et land og så stædigt holde fast i egne opdragelsesmetoder og repressalier at børn og unge mennesker ikke har anden reel mulighed end at gøre sig usynlige. Det er hårrejse, at det, der for mig var en fortælling i en bibel, om en mand, der lagde sit eget barn på et alter, fordi han mente at Gud havde befalet det, for nogen måske er virkeligt. At de mener, at deres eget barns synd er så enorm, at det giver dem ret til at tage deres liv. Jeg har ikke den gyldne nøgle til vellykket integration af religiøse fanatiske mindretal af alle trosretninger, men første skridt på den lange rejse det må være at sørge for de basale menneskerettigheder får rodfæste for alle de indbyggere, der er i vores lille andedam, uanset hvor de kommer fra. Og så bede til den højere magt vi selv vælger at tro på, at det spreder sig som ringe i vandet.

Dødevaskeren og Skyggedanseren efterlader sig varige indtryk i mig.

Lån bogen på biblioteket