Sket af Jørn Lund
Essays kan være en spændende genre at kaste sig over, og undertegnede læser har haft mange gode læseoplevelser ved at læse essays, bl.a. af Orhan Pamuk.
“Sket” er en samling erindringsessays, der handler om forfatterens tid som leder for forskellige kultur- og uddannelsespolitiske institutioner, ligesom emner som politik, sprog og kultur også er emner, der berøres.
Emnerne er for så vidt spændende nok, og det er interessant at læse om de forskellige typer mennesker, der findes på enhver arbejdsplads: sliderne, offertyperne eller de roterende medarbejdere. Måske man ligefrem kan genkende sig selv i nogle af beskrivelserne (eller genkende nogle af sine kolleger).
På trods af, at Jørn Lund har en sikker formuleringsevne og desuden har noget på hjerte – så sidder jeg alligevel tilbage med fornemmelsen af, at have læst essays skrevet af en mand, der sine steder virker bedrevidende, belærende og pralende, og det bryder jeg mig ikke om.
Faktisk bryder jeg mig slet ikke om den facon, der lægges for dagen. Selvom der ikke sættes navn på medarbejderne de respektive steder sker det, at der udøses kritik af nogle af de tidligere medarbejder i Lund’s essays. Medarbejderne på de pågældende arbejdspladser kan dog dårligt være i tvivl om hvem der bliver kritiseret, også selvom der ikke kommer navn på. Det er simpelt hen dårlig stil at udstille tidligere medarbejdere eller mindre kontroverser på en arbejdsplads – det er noget man holder for sig selv når man har været leder.
På trods af, at essaysamlingen kun fylder 133 sider sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at bogen var en anelse for lang, og så sidder jeg med en skidt mavefornemmelse. Lund skriver godt, han har noget på hjerte og emnerne er overordnet set spændende, – men faconen er forkert, og der er tendens til at jokke meget rundt i samme emner. Derfor ender jeg på 3 meget små hjerter – og jeg tror ikke, at jeg kaster mig over andre af forfatterens bøger, for jeg er gået i protest over den metode forfatteren lægger for dagen.
