Situationens alvor af Thomas Wivel

Personligt er jeg fan at Thomas Wivel. Har altid godt kunne lide hans lidt skæve vinkler og måder at anskue tilværelsen på. Jeg har aldrig før stødt på digte fra hans hånd, og jeg måtte faktisk læse digtene flere gange, inden det gik op for mig, at jeg vitterligt ikke helt er med på, hvad det er, han vil med dem.

Man fornemmer tydeligt, at de er skrevet, så de kan læses op med akkompagnement til, og den rytme er sådan set ganske fin. Men jeg mangler noget, der kommer ud over kanten. Jeg mangler et dybereliggende budskab. Jeg kan godt se at nogle af digtene handler om livet og nok især hans eget liv med de op og nedture, man nu går igennem. Men jeg mærker ikke substans og intensitet. Jeg mærker ikke livsglæde eller fortvivlelse. Jeg mærker i det hele taget ikke rigtig noget som helst.

Der er nogle fine rim og en masse ord, der på den måde bliver sammenhængende. Men jeg sidder ikke tilbage og tænker: “Nå, det var lige godt pokkers” eller andre ting, man normalt ville kunne komme til at føle, når man læser digte. Så det er rigtig ærgerligt, for jeg er samtidig ikke i tvivl om, at Thomas Wivel virkelig gerne vil det her og gerne vil ud til folk med noget. Så det forvirrer mig lidt, at jeg godt kan fornemme, at han har en masse på hjerte men samtidig giver udtryk af noget helt udtryksløst.

Jeg ved ikke om andre kan få mere ud af disse digte, end jeg kunne. Det vil jeg da næsten håbe. Jeg tror til gengæld, at digtene er bedre, hvis man ikke læser dem, men hører dem fortalt/oplæst, i den sammenhæng som de egentlig er beregnet til, og så med akkompagnement til i baggrunden. For så er det ikke bare ord på papir, men ord sagt til en direkte fra en person, der kan bruge mimik, følelser og tilstedeværelse imens. Ting man alt sammen mangler, mens man læser denne digtsamling. Eller i hvert fald er det det, jeg mangler!

Lån bogen på bibliotek.dk