Sirenerne i Bagdad af Yasmina Khadra

»Min bog handler ikke om terrorisme, men om menneskelig skrøbelighed, vrede, ydmygelse, frygt og af og til håb. Den handler om krigen i Irak«, har den algeriske forfatter Yasmina Khadra sagt om »Sirenerne i Bagdad«.
Langt de fleste vestlige litteraturkritikere har dog tolket bogen som en fortælling om, hvordan en terrorist bliver til.
Hvis man deler litteraturkritikernes opfattelse, må man så konstatere, at de argumenter, der kommer frem i bogen ikke er væsensforskellige fra de forklaringer, som Irak-krigenes og Afghanistan-krigens skeptikere og kritikere de seneste ti år har fodret læsere med i seriøse aviser og debatbøger.

En navnløs mandlig studerende er bogens fortællerstemme. Da Irak-krigen begynder, forlader han Bagdad og tager hjem til sin trøstesløse landsby i den irakiske ørken. Her er alle i familie med hinanden. De unge keder sig og er rastløse.
Der kommer en omvendelse i fortælleren, og den kommer snigende. Han oplever først en brutal amerikansk soldat skyde først og spørge bagefter, og offeret er en handicappet dreng, som fortælleren akut er på vej til hospitalet med. Scenen er desværre næppe grebet ud af den blå luft. Senere bliver et bryllup forvandlet til et helvede, da et amerikansk missil rammer lige ned i festen og slår uskyldige irakere ihjel. Og da amerikanske soldater ydmyger hans far for øjnene af ham, er skæbnen beseglet.
Vejen til hævn går over Bagdad, hvor han bliver en nem kandidat til et uhyggeligt, der skal få 11. september til at ligne et uskyldigt slagsmål i skolegården. Man kommer dog aldrig til at læse bogen som en spændingsroman.

Romanen har en sproglig lethed, er fyldt med mellemregninger, så løsningerne aldrig synes at ligge lige for.
I åbningen og slutningen møder vi i Beirut en professor, som fortællerens veje krydser. Fra at have været Vestens taledukke har professoren vendt sig mod selv samme som en forsmået bejler, der går til angreb mod den kvinde, der afviste hans tilnærmelser.
Her til sidst dukker så en forfatter op, tydeligvis Khadras alter ego. Forfatteren og professoren er lodret uenige om de midler, de skal kæmpe med, og hvilken side, de skal stå på i forhold til Vesten. Forfatteren insisterer på, at alle intellektuelle har en forpligtelse til at »sætte tingene på plads, dysse temperamenterne ned, få folk til at se den rigtige vej, bandlyse de stereotype forestillinger, der er årsagen til denne frygtelige misforståelse«.

Jeg ved ikke, hvor genialt, det er af en forfatter at lade en forfatter dukker op på sidste sider af sin bog og sætte tingene på plads på den måde. Rent fortælleteknisk er det lidt for patetisk til min smag. Men det er en vigtig bog, Khadra her har udsendt som opfølger på »Attentatet«.

Lån bogen på bibliotek.dk