Silkeorm af Robert Galbraith

For yndere af den klassiske, britiske krimis velkendte dyder – hyggelige scenerier, flamboyante personer og et solidt gennemarbejdet plot – er Robert Galbraith et must-read. Vor tids Agatha Christie.

Robert Galbraith, spørger du…? Hun er nok bedre kendt som J.K. Rowling, mor til Harry Potter, og med “Silkeorm” nu også ‘far’ til 2. bind i en allerede uhyre populær krimiserie med den etbenede detektiv Cormoran Strike i hovedrollen.

Alene de billeddannende beskrivelser af London med snævre gyder, øldunstende pubs og evigt silende regn er hele oplevelsen værd. Man forsvinder fuldkommen ind i det omhyggeligt udmalede univers, mens handlingen kværner logisk og medrivende ved siden af. Timerne går bare, de mange sider spiser sig selv.

Hvor forgængeren “Gøgens kalden” foregik i det pulveriserende mode- og musikmiljø, er det denne gang det selvoptagne litterære kleresi, der spindes en ende over.

Strike kontaktes af en lidt vulgær dame, hvis mand er forsvundet. Han viser sig at være den semikendte forfatter Owen Quine, som netop har lagt sidste hånd på et skandaløst manuskript, det hudfletter flere mere kendte kolleger i branchen på det groveste.

Hurtigt opdager Strike, at Quine ikke bare er forsvundet på en af sine sædvanlige horeture. Han er myrdet på bizar vis, og mordet står detaljeret beskrevet i det endnu uudgivne manuskript. Spørgsmålet er nu, hvem der har haft mulighed for at læse forfatterens sidste ord og virkeliggøre den makabre henrettelse…

“Dette mord var kompliceret, særegent, sadistisk og grotesk, litterært inspireret og skånselsløst udført.”

Mens Strike og hans uundværlige assistent Robin søger at rede de spegede tråde ud, må de igennem mange kopper te og megen jævn pubmad. Strikes spektakulært smukke ekskæreste Charlotte, der er komplet utilregnelig, spøger i baggrunden. Det sammen gør Robins kæreste Matthew, der hader Strike af et godt hjerte. Og for at det ikke skal være løgn dukker der også en morderisk kvinde med en hobbykniv frem af kulissen. Det er et hårdt liv at være detektiv.

“Silkeorm” skal anbefales på det varmeste – når blot du ikke er til hårdtpumpet action a la Lars Kepler og konsorter. Hos Galbraith/Rowling er tempoet adstadigt, vejen er målet i sig selv. Og det er måske min eneste lille anke: Der kunne godt skrues en anelse op for spændingen.

Somme ville måske mene, at plottet er en anelse fortænkt. For mig er det ok; man mærker, at det hele er et litterært show-off – helt ned til den velkendte afslutningsscene, hvor den kløgtige detektiv står sammen med morderen og en anden (som man troede, var morderen) og brik for brik lægger puslespillet, så billedet langt om længe står klart. Hercules Poirot kunne ikke have gjort det bedre.

Agnete Dorph Stjernfelt leverer en fordanskning, der ligesom forlægget er fornemt gennemarbejdet og flyder roligt derudaf uden de store falbelader.

Lån bogen på Bibliotek.dk