Siden blev det for pænt af Trisse Gejl

Måske blev det for pænt. Måske blev det for kedeligt og forudsigeligt. Forfatteren Trine Vedel hvirvler mod bunden af pænheden, normerne og alt der der skal være.

Trine Vedel har skrevet de to første bind af en trilogi. Sidste bind lader vente på sig, og forlagsredaktøren begynder at blive utålmodig. Men Trine har ikke tredje bind i sig. I stedet vil hun skrive en kærlighedshistorie, af den slags der flytter noget. Men heller ikke den historie er i hende.

Trine Vedels romaner er blevet oversat til forskellige sprog, og tiden går med, at rejse rundt i Europa til oplæsninger, møder, middage og hotelværelser. Trine er konstant beruset, og glemmer alting. Glemmer sig selv. Ordene udebliver, og Trine sygner hen.

Trisse Gejl har begået endnu en velskrevet roman. Der er kælet for sproget, og hver enkelt sætning er velkonstrueret og gennemtænkt. Sætningerne er korte, præcise og ofte med en dybde, der kræver at man lægger bogen fra sig et øjeblik, og tænker over hvad det var man lige læste.

Senest læste jeg “Patriarken” af Trisse Gejl, og var begejstret. Denne begejstring er på ingen måde kølnet efter dette mit andet møde med forfatteren. Det er som om hun har søgt dybere i sig selv denne gang. “Siden blev det for pænt”, virker på en eller anden måde mere moden og ægte end Patriarken – uden at “Patriarken” af den grund er en ringe bog. Siden blev det for pænt, er bare endnu bedre.

Trisse Gejl formår, at skrive sin hovedperson hjem. Portrættet af Trine Vedel er særdeles vedkommende. Vi kommer helt ind under huden på hende mens hun hvirvles rundt i resterne af det der var og det hun ikke kan finde, og hun hæver sig i al sin elendighed, troværdigt over bogens sider. Jeg kunne mærke Trine Vedel, og det er hvad en god bog skal gøre ved sin læser.

Lån bogen på bibliotek.dk